Udland

IMF bekræfter: Grækenland har ikke betalt milliardlån

Grækenland har ikke i tide tilbagebetalt et lån på omkring 1,5 milliarder euro, inden tidsfristen udløb ved midnat mellem tirsdag og onsdag. Det bekræfter IMF i en pressemeddelelse.

 - Vi har informeret IMF's bestyrelse om, at Grækenland nu er i restance og kun kan modtage IMF-finansiering, når restancerne er fjernet, siger IMF-talsmand Gerry Rice i meddelelsen.

Samtidig bekræfter Rice, at Grækenland tirsdag har bedt om en udsættelse af afdraget på lånet. Det vil IMF's bestyrelse tage stilling til "når tiden er inde", lyder det.

Allerede i weekenden sagde flere græske regeringskilder, at Grækenland ikke ville være i stand til at tilbagebetale pengene, og det blev tirsdag bekræftet af den græske finansminister, Yanis Varoufakis.

 Ligeledes ved midnatstid er de internationale kreditorer - EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og IMF's - låne- og spareprogram til Grækenland udløbet.

Tirsdag anmodede den græske premierminister, Alexis Tsipras, om et helt nyt hjælpeprogram, men det blev hurtigt fejet af bordet af Tyskland.

Merkel giver Grækenland skylden

Tyskland vil ikke gå med til at forhandle en ny gældsaftale på plads for Grækenland, før de græske vælgere har været til folkeafstemning søndag om den spare- og reformpakke, som kreditorerne vil have Grækenlands regering til at acceptere, fastslog forbundskansler Angela Merkel.

- Før en folkeafstemning som planlagt er gennemført, vil vi ikke forhandle noget nyt overhovedet, sagde Merkel.

Merkel giver Grækenland skylden for, at der ikke er fundet en løsning på de store græske gælds- og finansieringsproblemer.

Tyskland er det enkeltland, der har lånt flest penge til de slunkne græske pengekasser.

Eurolandende indkaldt til nyt møde

Onsdag er eurolandenes finansministre indkaldt til et nyt møde i Bruxelles for at drøfte det græske forslag til en ny gældsaftale. Det siger Hollands finansminister, Jeroen Dijsselbloem, formand for gruppen, efter en telekonference med sine ministerkolleger i eurozonen.

Konferencen blev indkaldt, efter at Grækenlands regering tirsdag eftermiddag meddelte, at den har sendt et nyt forslag om en ny gældsaftale til sine kreditorer.

Dijsselbloem siger, at Grækenland vil sende nye forslag forud for onsdagens telekonference.

- Endnu en telekonference onsdag morgen efter meddelelse om nyt brev fra den græske regering, skriver hollænderen på Twitter.

Helt morgen bliver det dog ikke. En senere besked på Twitter fra Dijsselbloem siger, at telekonferencen begynder klokken 11.30 dansk tid.

T2Toolbox embed

Vil først overveje nyt program efter folkeafstemning

I det nye forslag fra Athen foreslår regeringen blandt andet, at der laves en ny aftale inden for rammerne af Den Europæiske Stabilitets Mekanisme (ESM). ESM blev oprettet i 2012 og har til formål at håndtere finanskriser i eurozonen for at holde zonen stabil.

Eurogruppens formand sagde tidligere tirsdag, at de internationale institutioner først vil overveje et nyt program for Grækenland, når de græske vælgere har holdt folkeafstemning søndag.

Den græske regering har udskrevet en folkeafstemning, hvor vælgerne skal tage stilling til kreditorernes krav om græske besparelser og reformer til gengæld for at hjælpe Grækenland med lån. Regeringen i Athen har anbefalet vælgerne at stemme nej ved folkeafstemningen.

Denne anbefaling er blevet kritiseret af blandt andre EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. Oppositionen i Grækenland advarede tirsdag vælgerne om, at følger de regeringens anbefalinger og stemmer nej, så er det slut med udbetaling af pensioner og lønninger.

Grækenland er nu i klub med Cuba og Somalia

Ved ikke at tilbagebetale et lån på cirka 1,5 milliarder euro til Den Internationale Valutafond (IMF) har Grækenland onsdag skrevet sig ind på en lang liste af lande, der har været bagud med betalingerne til fonden.

Men Grækenland adskiller sig ved at være den første udviklede økonomi, som ikke lever op til sine forpligtelser. Mange af landene på nedenstående liste har ikke kunnet betale på grund af langvarige konflikter eller deciderede krige.

Grækenland er nu i klub med Cuba og Somalia

Her er en historisk liste over dårlige IMF-betalere defineret som stater, der har været mere end seks måneder forsinkede med betalinger - startende med Cuba tilbage i 1959:

  • Cuba
  • Egypten
  • Cambodja
  • Nicaragua
  • Guyana
  • Tchad
  • Vietnam
  • Sierra Leone
  • Sudan
  • Liberia
  • Tanzania
  • Zambia
  • Gambia
  • Peru
  • Jamaica
  • Somalia
  • Honduras
  • Panama
  • DRCongo
  • Haiti
  • Irak
  • Den Dominikanske Republik
  • Bosnien-Hercegovina
  • Jugoslavien
  • Den Centralafrikanske Republik
  • Afghanistan
  • Zimbabwe

Kilder: The Guardian, IMF