Ophedet skænderi på EU-topmøde: Så kan I få det for jer selv

Efter en usædvanlig lang og ophedet debat med hårde ordvekslinger under et EU-topmøde i Bruxelles er EU-landenes stats- og regeringschefer blevet enige om en fordeling af 40.000 asylansøgere fra Italien og Grækenland over de næste to år. Ifølge Ritzau er der taler om en frivillig ordning og ikke en obligatorisk fordelingsnøgle, som EU-Kommissionen havde spillet ud med – og som den italienske premierminister, Matteo Renzi, var stor fortaler for.
Og det var netop ordet frivillighed, der blandt andet udløste en ophedet debat.
Især Italien og Grækenland er hårdt presset af de mange flygtninge fra blandt andet Syrien, og Matteo Renzi kritiserede de andre EU-lande for ikke at udvise solidaritet. Han skal blandt andet have udtrykt, at "hvis det her er jeres idé om Europa, så kan I få det for jer selv - enten har vi solidaritet, ellers lad være med at spilde vores tid."
Da den tyske forbundskansler, Angela Merkel, forsøgte at lægge en dæmper på gemytterne, hvortil Renzi svarede: "Jeg er en følelsesladet mand".
Sverige og Spanien ønskede bindende ordning
Udkastet, der lå på bordet ved mødets start, er ifølge Ritzaus oplysninger blevet kasseret, og en ny tekst er i stedet blevet delt ud. I den nye tekst er det understreget, at en kvoteordning skal være frivillig efter ønske fra blandt andet Storbritannien, Tjekkiet, Litauen og Spanien, mens Italien, Sverige, Østrig, Grækenland, Belgien, Holland, Luxembourg og Malta ønskede en bindende kvoteordning.
Også EU's udenrigschef, Federica Mogherini, og kommissionsformand Jean-Claude Juncker ønskede en bindende ordning, da det ifølge Mogherini er umuligt for hende at forhandle med asylansøgernes oprindelseslande i Afrika, hvis ikke de europæiske lande er i stand til at udvise større sammenhold.
- Bindende kvoter kan ikke flyve
Det kommer ikke som en overraskelse, at forslaget om en bindende eller ikke-bindende fordeling af de 40.000 asylansøgere vækker stor debat. En højtstående EU-embedsmand sagde onsdag inden mødet, at bindende kvoter dikteret fra Bruxelles "ikke kan flyve".
EU-lederne havde også specifikt bedt om en frivillig ordning på et ekstraordinært topmøde i april, der kom i kølvandet på en stor migrantkatastrofe i Middelhavet – men trods ledernes ønske, kom kommissionen med et forslag om en bindende kvoteordning.
Thorning tog også ordet
Også Helle Thorning-Schmidt, der deltager i mødet som fungerende statsminister indtil den nye danske regering er på plads, tog ordet under debatten. Hun beskrev Danmarks særlige juridiske stilling og fremlagde samtidig de seneste danske asyltal, men angav ingen dansk politisk holdning.
På grund af retsforbeholdet er Danmark ikke bundet af, hvad landene måtte enes om.
EU-præsident Donald Tusk understreger på et pressemøde efter mødets afslutning, at det er nødvendigt, at alle EU's medlemslande respekterer de fælles regler.
- Ellers er Schengen-systemet i fare, siger Tusk med henvisning til det grænseløse system, der gør, at EU-borgere i øjeblikket kan rejse rundt i unionen uden pas.