Udland

Stoltenberg: Nato skal ikke i våbenkapløb med Rusland

Forsvarsalliancen Nato vil ikke lade sig blive trukket ind i "våbenkapløb med Rusland", lyder det fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

- Men vi bliver nødt til at sørge for, at vores lande er sikre, siger generalsekretæren på et pressemøde i Bruxelles i forbindelse med et todages forsvarsministermøde i Nato.

På mødet skal forsvarsministrene blandt andet i detaljer diskutere planerne om at øge Natos udrykningsstyrker til omkring 40.000 mand.

Det er som reaktion på det ændrede sikkerhedsbillede i verden, som Stoltenberg flere gange på pressemødet understreger behovet for, at Nato tilpasser sig.

- Der er ikke nogen tvivl om, at Rusland er ansvarlig for aggressive handlinger i Europa, siger han med henvisning til den russiske annektering af den ukrainske halvø Krim og Ruslands fortsatte støtte til prorussiske separatister i det østlige Ukraine.