Udland

På penion som 50-årig: I Grækenland udløser 580 forskellige job tidlig pension

Tirsdag aften gik titusindvis af grækere på gaden i protest mod regeringens forslag til landets kreditorer. Forslaget omfatter blandt en reform af pensionssystemet så reglerne for, hvornår man kan gå på pension bliver mere ensartet - et tiltag regeringen med premierminister Alexis Tsipras i spidsen indtil nu har været afvisende overfor. 

Det er netop det græske pensionssystem, som er en af årsagen til den græske finanskrise. Og derfor er pensionssystemet også en af knasterne i forsøget på at få rettet op på krisen. 

Pensionssystemet i Grækenland er dog lige så uoverskueligt som en sejltur gennem det græske øhav med sine over 2.000 øer.

Ved den seneste store reform i 2010 blev den generelle pensionsalder sat op fra 60 år for kvinder og 65 år for mænd til nu at være 67 år for begge køn. Samtidig skal man have været på arbejdsmarkedet i mindst 15 år. For visse stillinger inden for det offentlig gælder det, at man efter 30 års aktiv tjeneste kan gå på pension. Og der er masser af andre undtagelser. 

Studieværter pensioneres tidligt på grund af bakterier i mikrofoner

For eksempel har musikerforbundet forhandlet sig frem til en pensionsalder for træ- og messingblæsere på 50 år for kvinder og 55 år for mænd med den begrundelse, at det meget pusteri giver sure opstød. De samme aldersgrænser gælder for eksempel også for nyhedsoplæsere og studieværet på radio og tv, da de udsættes for bakterier fra mikrofoner. 

I alt er der 580 forskellige job, som udløser en tidligere pensionsalder. Der er fortrinsvis tale om risikofyldte job som for eksempel frisører, der udsættes for kemikalier, brandfolk, bygningsarbejdere og kulminearbejdere. 

Politikere køber sig til stemmer

Når så mange erhverv, med så mange fjollede begrundelse, udløser en lav pensionsalder, skyldes det et begreb, der kaldes politisk klientelisme. Et begreb som i Grækenland har været dyrket siden starten af 1800-tallet, hvor landet var underlagt Tyrkiet. Dengang bestak lokale græske ledere tyrkiske administratorer til at opnå visse goder. Og det system har de græske politikere siden taget til sig. 

Forskellige erhvervsgrupper har derfor kunne opnå lukrative pensionsordninger ved, at de til gengæld lovede at stemme på de pågældende politikere.

EU's dyreste pensionsordning

Resultatet er, at Grækenland i dag har EU's dyreste pensionsordning, på trods af at reformen i 2010 skar kraftigt ned på pensionernes størrelse. Den græske pension udgjorde i 2012 ifølge tal fra EU omkring 17,5 % af bruttonationalproduktet. For Danmarks vedkommende udgjorde pensionen omkring 14,5 % af BNP, mens gennemsnittet for hele EU ligger på små 13 %. 

Nu er tal taknemmelige, og når der tales om, at den græske pension stiger i forhold til landets BNP, så skyldes det, at det græske bruttonationalprodukt falder. Men ser man på, hvordan grækerne fordeler de offentlige udgifter på pension, arbejdsløshed og sundhed, bliver forskellen til resten af EU mere tydelig. Mens vi her i Danmark, og stort set resten af EU, bruger næsten lige meget på de tre udgiftsposter, så bruger grækerne i grove tal 10 % på arbejdsløshed, 15 % på sundhed og hele 75 % på pension.

Selvom den græske premierminister Alexis Tsipras i det seneste reformudspil har lovet kreditorerne at fordele pengene mere ligeligt, og dermed endnu en gang at skære ned på pensionernes størrelse, får han svært ved at gennemfører forringelser af pensionen uden, at det udløser store protester.

Familier forsørges af bedsteforældrene

Næsten 50 % af græske familier er, ifølge en nylig undersøgelse, helt eller delvist afhængig af en pension. Med en arbejdsløshed på 26,6 %, og en maksimal understøttelsesperiode på 12 måneder - og derefter ingen mulighed for hjælp - så er bedsteforældrenes pension blevet den vigtigste indtægtskilde for mange familier. Det er således ikke kun pensionister, der rammes, hvis der skæres yderligere i pensionen, hvor grundbeløbet i dag er på 360 euro - det svarer til omkring 2.600 kroner om måneden.

Alexis Tsipras ønsker derfor at få den sidste reform af pensionssystemet udsat, så den kan blive løbende reguleret de næste 10 år.

Bliv klogere på hovedpersonerne i den græske gældskrise i den interaktive grafik herunder.

Den skrappe mor

Den skrappe mor

Christine Lagarde er chef for Den Internationale Valutafond, der er ekspert i at redde nødstedte regeringen, når ingen andre vil låne dem penge. Det sker sjældent i Europa, men det skete for Storbritannien i 1976, for Brasilien i 1980erne og Argentina i 2001.

IMF er med i trojkaen, der står bag de græske hjælpepakker, sammen med den europæiske centralbank ECB og eurozonens medlemslande.

Christine Lagarde og IMF er måske samtidig Grækenlands værste kreditor i øjeblikket. IMF har trukket hårdt i bremsen og sat en skarp deadline for, hvornår Grækenland skal betale den milliardgæld tilbage, landet er lånt. Hendes tålmodighed med grækerne er brugt op.

Grækenland skal betale 1,5 milliarder euro til IMF senest den 30. juni, og Christine Lagardes økonomichef mener nu, at det er op til europæerne selv at redde grækerne, hvis landet ikke kan betale. Der er ingen kære mor.

- Vi kan kun komme frem til en løsning, hvis der er en dialog, og i øjeblikket mangler vi dialog, så lige nu er nødsituationen efter min mening at genoprette samtalen med voksne i rummet, lød hendes kommentar til torsdagens krisemøde, der brød sammen efter kun et par timer.

Foto: Scanpix

Skurken med gælden

Skurken med gælden

Grækenlands statsminister Alexis Tspiras er manden i midten. Han er manden med kæmpegælden, der skal betales. Nu.

Lige siden Tsipras kom til magten i januar 2015 har han kæmpet med trojkaen, der har lånt Grækenland et gigantisk milliardbeløb.

Alexis Tspiras store problem er, at pengene er brugt. Han har skovlet penge ud for at holde hjulene kørende i Grækenland, dække landets kæmpe underskud og ubetalte regninger, betale af på renter og gæld og ikke mindst holde liv i landets banker, der er truet af kapitalkontrol.

Lige nu lever Grækenland derfor for lånte penge, og tiden løber ud for Alexis Tspiras. Grækenlands nuværende låneprogram udløber den 30. juni. Den dag skal de gældsplagede grækere betale 1,5 milliarder euro til Den Internationale Valutafond (IMF) - penge, grækerne formentligt ikke kan skaffe uden en ny aftale med kreditorerne, trojkaen.

Grækernes eneste chance er trojkaen, der kræver, at Alexis Tspiras indfører troværdige reformer, der gør det sandsynligt, at grækerne engang kan betale deres lån tilbage. Inden for de kommende to måneder skal han betale regninger til sine internationale kreditorer på i alt 8,7 milliarder euro.

Bankerotten banker på, og det er ikke usandsynligt, at det kan ende med en euro-og EU-exit for Grækenland, men Alexis Tspiras vil ikke give sig. 

Tværtimod. Han kæmper med næb, kløer og ord for at få kreditorerne til at eftergive gælden og for at bevare det græske pensions- og lønsystem, som trojkaen vil have reformeret. Forklaringen fra Tsipras, er at pensioner og lønninger går til fattigfolk, som ikke har andet at leve af – og at man står med en humanitær katastrofe på grund af långivernes krav om besparelser og reformer.

Alexis Tspiras har flere gange brugt en skarp retorik over for grækernes kreditorer, han mener, kører en for stram sparepolitik over for det græske folk.

- Mandatet, vi har fået fra det græske folk, er at ende sparepolitikken, har han ifølge Reuters sagt til sine partifæller i Athen, og han har sågar anklaget EU og IMF for at ville ydmyge grækerne.

Foto: Scanpix

Grækernes gamle ven

Grækernes gamle ven

EU-kommissionens formand, Jean Claude-Juncker, er manden, der har gjort det til en kunstart at redde Grækenlands premierminister Alexis Tsipras kastanjer ud af ilden. Ifølge flere medier har han ligefrem været det tætteste, Tsipras har haft på at have en ven i Bruxelles.

Lige nu er forholdet mellem EU-kommissionens formand og grækernes premierminister dog iskoldt.

Da forhandlingerne med grækerne brød sammen i begyndelsen af juni, og alle andre vendte ryggen til, fortsatte Jean Claude-Juncker dialogen. Juncker fik en aftale med Tsipras om at få en tilbagemelding på trojkaens udspil, troede han.

Ifølge Jean Claude-Juncker gjorde Tsipras noget helt andet. Da Alexis Tsipras vendte hjem til Athen, kom han i mindretal i sit eget parti, afleverede aldrig nogen tilbagemelding, men holdt i stedet en usandfærdig tale i parlamentet, hvor han sværtede Juncker til.

Jean Claude-Juncker tog dundertalen ilde op, og venskabet mellem de to er nu brændt helt sammen. Han er færdig med at risikere sin troværdighed for at redde Tsipras.

- Han fremlagde tilbuddet fra de tre institutioner som et ultimatum. Det var ikke tilfældet. Han ved udemærket godt, at det ikke var tilfældet, sagde Jean Claude-Juncker på et pressemøde ifølge The Guardian.

- Jeg har ikke noget personligt imod Alexis Tsipras. Han var min ven. Han er min ven... men helt ærligt, for at bevare venskabet, så er han nødt til at overholde nogle minimumsregler.

Foto: Scanpix

Manden med bankbogen

Manden med bankbogen

Mario Draghi, direktøren for den Europæiske Centralbank, ECB, har været manden, der gentagende har hjulpet Grækenland med at holde økonomien flydende.

Han har flere gange hævet loftet for, hvor meget de græske banker kan låne af centralbankens såkaldte nødlånesystem ELA, og ECB har købt såkaldte græske junk-obligationer for milliarder.

Ifølge flere analytikere hviler Grækenlands skæbne lige nu i ECB og Mario Draghis hænder. Han står bag pengemaskinen. Smækker han kassen i, er det forbi.

Det er dog endnu ikke sket. Mens Christine Lagarde og Den internationale Valutafond har sat stolen for døren, har Mario Draghi endnu engang kastet de græske banker en livline ved at øge det beløb, som de kan hæve hos ECB. Det havde flere analytikere spået allerede inden det skete.

Draghi er klemt. Mens flere af de finansministre, der deltog i det krisemøde, der brød sammen den 18. juni, kommenterede udfaldet, hastede Mario Draghi ifølge politico.eu forbi journalisterne uden at sige et ord.

Og han så ikke glad ud, lyder det. På den ene side risikerer han at skade ECB's omdømme, hvis han hjælper de græske banker, og det fejler. På den anden side risikerer Mario Draghi og derfor også ECB, at bankerne kollapser, hvis han ingenting gør. Det kan sende Grækenland direkte ud af eurosamarbejdet.

I begge tilfælde risikerer Mario Draghi og ECB at tabe troværdighed. Og det er dyrt i en verden, hvor alt handler om at skabe stabilitet og sikkerhed. Indtil videre har kursen været, at Draghi er parat til at gøre, "hvad det kræver for at bevare euroen".

Det sagde han tilbage i 2012, da også Portugal, Italien, Irland og Spanien, var i dyb krise.

Spørgsmålet er nu, hvad den lille mand med den store magt, vil gøre nu. 

Foto: Scanpix

Euro-alfahun, Merkel

Euro-alfahun, Merkel

Angela Merkel, Tysklands forbundskansler, er uden tvivl den EU-leder, som har mest at skulle have sagt i hele Grækenland-sagaen. Tyskland er den største bidragsyder til de græske hjælpepakker, og det er derfor den tyske kansler, der i sidste ende står med Grækenlands skæbne i sin hule hånd.

Den græske regering har allerede brændt broer til IMF’s Christine Lagarde og den ellers så tætte allierede EU-kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, men håber stadig på bare en anelse mere forståelse fra Fru Merkel.

Men er den magtfulde kansler virkelig villig til at give Grækenland grønt lys til flere midler fra hjælpepakken, selvom også hendes principfasthed er presset til bristepunktet, eller er også hendes tålmodighed brugt op? Det er det helt store spørgsmål, som alle - grækerne, kreditorerne, investorerne, resten af EU-landene - stiller sig lige nu.

Angela Merkel har igen og igen sagt, at hun vil gøre alt for at beholde Grækenland i eurosamarbejdet, men forud for topmødet valgte hun lige som mange andre EU-ledere at stramme retorikken. Lørdag gjorde hun det klart, at hele ansvaret ligger hos grækerne, og at der er nødt til at være en aftale på plads mellem Athen og dets kreditorer inden krisetopmødet mandag.

- Hvis det ikke er tilfældet, så vil det ikke være muligt at træffe beslutninger på topmødet, lyder det i en erklæring fra Merkel.

Merkels positionering er ikke kun vigtig for grækerne, men for hele det europæiske projekt. I årevis har kansleren kæmpet for at redde det ene sydeuropæiske land efter det andet ud af økonomiske kriser, mens hun har været bindeledet mellem de rige lande i nord og de vaklende lande i syd. Et Grexit kan i værste tilfælde føre EU ud i en eksistentiel krise, hvilket vil have store konsekvenser for landenes fremtidige samarbejde.

Foto: Scanpix

Nye dreng i klassen

Nye dreng i klassen

Euclid Tsakalotos overtog mandag posten som Grækenlands finansminsiter efter Yanis Varoufakis, og selvom han er 'den nye dreng i klassen', så har han allerede erfaring. Undervejs i forhandlingerne blev Varoufakis nemlig skiftet ud som chefforhandler med den mindre udfarende Tsakalotos, som i forvejen er viceudenrigsminister og professor i økonomi. 

Yanis Varoufakis meddelte mandag morgen, at han træder tilbage fra posten for at give forhandlingerne med landets internationale kreditorer en hjælpende hånd. Varoufakis har gjort sig bemærket under forhandlingerne med EU-systemet, hvor han ikke har været bange for at tale de internationale kreditorer midt imod.

Tonen har undervejs i forhandlingerne været særdeles skarp, og han har omtalt EU's krav som værende "terrorisme". Økonomen Tsakalotos betragtes som Varoufakis' modsætning, hvad angår de skråsikre udmeldinger. 

Han beskrives af The Guardian som værende metodisk, detaljeorienteret og vedholdende. Han er fortaler for, at Grækenland bliver i eurozonen, men er imod nye besparelser og reformer i Grækenland, hvilket EU stiller som krav, så de trængte grækere kan opnå nye lån.

Foto: Scanpix