Menneskejagt i USA: Mand amok i 'sort' sydstatskirke - ni dræbt

En historisk kirke i sydstaterne blev onsdag aften udsat for et angreb.

En historisk kirke i sydstaterne blev onsdag aften udsat for et angreb. Ni mennesker blev dræbt, da en ung mand trængte ind i kirken og skød omkring sig.

Skyderiet skete omkring klokken 21 onsdag aften, lokal tid, mens der var bedemøde i kirken. Den gamle kirke, Emanuel AME Church i Charleston, South Carolina, huser en sort menighed. 

Politichef Gregory Mullen siger ifølge nyhedsbureauet AP, at otte blev fundet dræbt af skud i kirken, mens en niende person mistede livet efterfølgende på hospitalet. 

- Jeg tror på, at det her er en hadforbrydelse, siger politichefen til pressen. 

Ifølge flere medier er en af de dræbte kirkens præst, 41-årige Clementa Pinckney, der også er delstatssenator i South Carolina. 

Clamenta Pinckney er demokratisk medlem af South Carolinas delstatssenat og præst i kirken, hvor der blev skudt onsdag aften. Han mistede livet under skyderiet.
Clamenta Pinckney er demokratisk medlem af South Carolinas delstatssenat og præst i kirken, hvor der blev skudt onsdag aften. Han mistede livet under skyderiet.

- Det er virkelig slemt, lyder det kortfattet fra den lokale præst Thomas Dixon til CNN. 

- Tilsyneladende gik personen bare ind i kirken og åbnede ild. 

Charleston Politi beskriver gerningsmanden som en hvid mand, omkring 21 år gammel, slank af bygning og iført en grå sweatshirt, blå jeans, Timberland-støvler, og så er han glatbarberet. 

Der er lige nu en menneskejagt i gang i gaderne i Charleston. Helikoptere svæver over byen, og tungtbevæbnede politibetjente i skudsikre veste eftersøger gerningsmanden, som flere på Twitter nu kalder en terrorist. 

- Det her er en usigelig og hjerteskærende tragedie i denne historiske kirke. En ond og hadefuld person tog livet af borgere, der var kommet for at tilbede og bede sammen, siger Charlestons borgmester Joe Riley til lokalavisen The Post and Courier. 

Kirken er en af de ældste afro-amerikanske metodist-kirker i USA. Kirkens grundlægger hed Denmark Vesey, og han anførte i 1822 et slaveoprør. Kirken har i det hele taget spillet en central rolle i South Carolinas historie - især i forhold til slaveriet og borgerrettighedsbevægelsen. 

Derfor går mange reaktioner også i samme retning: Folk er lamslåede over de koldblodige drab, og det faktum at de skete i en kirke, hvor folk sad og bad, og så peger folk på racehad som årsag. 

En flok samledes på Calhoun Street og begyndte at bede efter skyderiet.
En flok samledes på Calhoun Street og begyndte at bede efter skyderiet. Foto: Scanpix

- Hvorfor går man ind i en kirke og skyder på folk? Hvorfor, spørger Stephanie Stevens

- Jeg er revnende ligeglad med hans motiver. Jeg er ligeglad med, hvorfor han dræbte otte mennesker i en bibelkreds. Det giver jo ingen mening, konstaterer en anden, Falating Woods, på Twitter. 

- En hvid terrorist går ind i en sort kirke og dræber otte mennesker. Og så siger folk, at det ikke handler om race, lyder det fra Twitter-brugeren Justin