Udland

Donald Trump betalte skuespillere for at heppe på sig

Har man penge, kan man få alt. Også opbakning. Det beviser milliardæren Donald Trump.

Som politiker er han måske ikke populær nok til at samle horder af fans, men forretningsmanden er om ikke andet rig nok til at løse det problem ved at smide dollarsedler efter det. Han beskyldes for at betale skuespillere for at heppe på sig. 

Trump, der er ejendoms-mogul i New York, kendt tv-personlighed og bærer af den vel nok mest kendte toupe i offentligheden, gav anledning til masser af vittigheder på de sociale medier, da han tirsdag annoncerede, at han stiller op som kandidat til præsidentvalget i 2016. 

Og nu har The Hollywood Reporter fået fingrene i et jobopslag fra et castingbureau. Extra Mile Casting skrev fredag i en mail til alle sine statister, at bureauet søgte folk til Donald Trumps annoncering af sit kandidatur. 

- Vi leder efter folk, der kan bære t-shirts og skilte og hjælpe med at heppe på ham (Donald Trump, red.) i støtte til hans annoncering, skriver castingbureauet i mailen, som blev sendt ud til en masse skuespillere nogle dage inden, Trump stillede sig på podiet og meddelte, at han vil være præsident. 

Casterne understreger i mailen, at de godt ved, at det ikke er et normalt statist-job, "men vi tror på, at skuespil kommer i mange former". 

Betalingen lød på 50 dollar for et par timers heppen på den 69-årige forretningsmand. 

Det var en af Donald Trumps politiske modstandere, der dagen efter Trumps stunt bemærkede, at der var velkendte statister på billederne fra Trumps arrangement. 

Castingbureauet har ikke villet kommentere historien. Og Trumps kampagneleder benægter alt og kommer med denne loyale kommentar til The Hollywood Reporter: 

- Hr. Trump tiltrækker rekordstort publikum ved næsten hvert arrangement, hvor han taler. Der er ofte rekordmange begejstrede publikummer, der giver ham stående klapsalver, lyder det fra Corey Lewandowski. 

En reporter fra mediet Mashable bemærkede da også, at Trumps kampagnefolk ikke virkede specielt begejstrede, da hun tog et billede af en stak "hjemmelavede" skilte, som statisterne havde brugt til at heppe med.