Udland

Vil være den næste Bush-præsident: Er han som brormand og far?

Republikaneren Jeb Bush har mandag meddelt, at han stiller op til præsidentvalget i USA næste år. 

Som navnet indikerer, er Jeb Bush søn af den tidligere præsident George H.W. Bush (1989-1993) og lillebror til George W. Bush, der sad i Det Hvide Hus fra 2001-2009. 

Vejen til Washington bliver dog lang og snørklet for den tidligere guvernør i Florida. Først og fremmest på grund af efternavnet Bush, der stadig får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange amerikanske vælgere, demokrater såvel som republikanere. Storebror George W. Bush forlod således Det Hvide Hus for seks år siden som den mest upopulære amerikanske præsident nogensinde.

Far er den bedste i verden

Jeb Bush lægger dog ikke skjul på, at han er stolt af sit ophav. 

- Min far er den største mand, jeg nogensinde har mødt eller kommer til at møde, i ordets bredeste forstand, når det kommer til ære og dyd. Der er ingen som ham. Det er svært at være søn af en, der er så tæt på at være perfekt, har det tidligere lydt fra den i dag 62-årige politiker. 

Derudover bliver Jeb Bush af politiske eksperter betegnet som værende en moderat konservativ i et stadig mere højredrejet parti. Og det kan ifølge Kongressen.com blive et problem for Bush i primærvalgkampen i forhold til den såkaldte Tea Party-fløj i partiet, der er trætte af det "etablerede" politiske system på Capitol Hill i den amerikanske hovedstad.  

Omvendt adskiller Jeb Bush sig fra sin far og bror på flere punkter. 

Jeb Bush er gift med en mexicanskfødt kvinde, som han har tre børn med. Han taler flydende spansk og advokerer for liberale reformer på immigrationsområdet - blandt andet har han tidligere forslået, at illegale indvandrere skal tildeles amerikansk statsborgerskab. 

Kritiserer sit eget parti

Derudover har han flere gange kritiseret sit eget parti, når republikanerne har trukket forhandlinger om f.eks. gældsloftet i Kongressen i langdrag. 

På det udenrigspolitiske område er Jeb Bush imidlertid blevet beskyldt for at læne sig for meget op af sin storebror. Jeb Bush har tidligere indrømmet, at en af hans vigtigste rådgivere på området var hans storebror. Under sin netop afsluttede tur i Europa betonede Jeb Bush dog, at han fremover agter at læne sig mere op ad sin fars udenrigspolitiske kurs. 

Mens Hillary Clinton er storfavorit til at løbe med nomineringen hos Demokraterne, er feltet langt bredere hos Republikanerne. Jeb Bush skal således op mod blandt andet Wisconsin-guvernør Scott Walker, Florida-senator Marco Rubio, liberalisten Rand Paul fra Kentucky og Mike Huckabee, der også forsøgte at blive præsident i 2008. 

Nedenunder kan du se nogle af Jeb Bushs mest bemærkelsesværdige udtalelser. 

Om illegale indvandrere:

- Dette land klarer sig ikke godt, når folk ligger på lur i skyggen. Dette land klarer sig fantastisk godt, når alle har mulighed for at jagte evnerne, de har fået af Gud. 

- Ja, de har brudt loven. Men det er ikke en forbrydelse (at de er indvandret til USA, red.). Det er en kærligheds-handling. Det er en handling, der er foretaget på grund af forpligtelse over for familien.

- Jeg har aldrig ment, at forældrenes synder skal tilskrives børnene. Er det fair, hvis børnene skal blive ved med at betale prisen for de beslutninger, forældrene træffer? For de mennesker, der ikke har noget land at vende hjem til - hvor af mange er Dreamers (udtryk om illegale indvandrere) - er det latterligt at tænke på, at der ikke skulle være en hurtigere vej til at få statsborgerskab.

- Ved ikke at gøre noget, vil der ske to ting, i hvert fald under Obama-perioden. Vi har en præsident, der bruger det her som en stødkile, og vi taber altid. (Obama, red.) vil forhale det her. Han ønsker ikke en immigrationsreform. 

Om Republikanernes til tider hårde retorik mod mindretal. 

- Vi bliver alt for tit forbundet med at være imod alting. Alt for mange personer tror, at Republikanerne er imod indvandrere, imod kvinder, imod videnskab, imod homoseksuelle, imod arbejdere, og listen fortsætter og fortsætter. Mange vælgere vil modvilligt stemme på vores kandidater, selvom de deler vores grundholdninger, fordi de føler sig uelskede, uønskede og uvelkomne i vores parti.  

Om Irak-Krigen:

Jeb Bush kom for alvor i modvind, da han sidste år i et interview med Fox News sagde, at han ville have stemt ja til at deltage i Irak-krigen i 2003.

Bush gik endda skridtet videre og sagde, at det ikke ville have påvirket hans beslutning, selvom han dengang havde vist, at den tidligere irakiske diktator Saddam Hussein ikke havde masseødelæggelsesvåben. Mindre end en uge havde han ændret mening. 

- Når vi ved det, vi gør i dag, ville jeg ikke være draget i krig - jeg var ikke gået ind i Irak. 

Kilder: Kongressen.com, Politico.com og Time.com