Udland

Flygtningestrøm truer græsk ferie-paradis: - Simpelthen så voldsomt at se på

I rejsebranchen vokser nervøsiteten over den græske flygtningekrise. Hver dag kommer der flere hundrede flygtninge i gummibåde fra Tyrkiet alene til den græske ø Lesbos. Også Chios og Kos er ramt af flygtningestrømmen.

- Det er klart, at vi er bekymrede over det, vi ser. Og der er en risiko for, at det vil ramme turistbranchen. Men vi håber og tror stadig på, at vores gæster vil komme tilbage, siger Torben Andersen, der er kommunikationschef for Spies Rejser.

Han ankom i går til Lesbos med forsyninger af bleer, tæpper, solskærme og andet til de mange flygtninge, man finder i Lesbos’ største turistby, Milovos. En del af det blev delt ud i dag af Spies guider, der hjalp med at tage imod en gruppe på 52 bådflygtninge, der blev bragt direkte ind til havnen i Molivos af kystvagten.

Deres gummibåd havde fået motorstop midt imellem Tyrkiet og Grækenland.

- Det er jo en helt forfærdelig situation. Og vi vil gerne give vores bidrag, selvom det kun er en dråbe i havet, siger Torben Andersen.

Danskere solbader ved siden af flygtninge

På hotel Viva Mare lige uden for Molivos bor en del af de danskere, der har første parket til den voksende flygtningestrøm på Lesbos. I går kom en større gruppe flygtninge gående op gennem hotellet, forbi poolen for at nå fra stranden til landevejen.

- Mest af alt synes jeg bare det er synd for de stakkels mennesker. Men det er ikke noget, der ødelægger min ferie, siger Lone Linddal, der er gæst på hotellet.

En anden dansk turist, Karina Jørgensen, har fået nok.

- Det er simpelthen så voldsomt at se på. Havde jeg vidst, det var så slemt, så var jeg ikke taget til Lesbos i år, siger hun.

Skidt for turismen   Indtil videre rejser danskerne fortsat til de græske øer. Men fra Holland har der på det seneste været en del aflysninger. Og det rammer blandt andre Malene Limnaiou. Hun er dansker, men er kommet på Lesbos i 14 år og har nu en butik med brugskunst i Molivos.

- Vi er meget nervøse for det, der sker. Vi er helt afhængige af turisme. Hvis ikke vi får mere hjælp til at løse de her problemer, så vil det gå hårdt ud over mit og mange andres levebrød her i Grækenland, siger Malene Limnaiou.

Indtil videre er der kommet omkring 50.000 flygtninge til Grækenland i år. Det er flere end hele sidste år - og det oveni en økonomi, der er på randen af statsbankerot. Inden 1. juli skal grækerne tilbagebetale 10 milliarder kroner til Den Internationale Valutafond – penge, som grækerne ikke har. Og da turismen er en af de vigtigste indtægtskilder, så vokser bekymringen lige nu både på Lesbos og i resten af Grækenland.

Se indslaget fra Lesbos i videoen i toppen af artiklen. 

Bådflygtninge strømmer til feriestrand

Bådflygtningene strømmer i større og større antal til den græske ferieø Lesbos. I januar blev 737 registreret på øen. og siden er der kun kommet flere fra måned til måned.

I maj var antallet oppe på 7.200.

Alene i løbet af en enkelt dag samlede kystvagten 670 mennesker op i havet ud for de græske øer. En af de små både havde 263 mennesker ombord.

Grækenland har siden nytår modtaget over 88.000 flygtninge. 

Størstedelen af flygtningene kommer fra Syrien, Afghanistan og Irak. En mindre del af flygtningene kommer fra lande som Bangladesh, Yemen, Eritrea og Sudan.

Kilde: FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), Associated Press (AP)