Udland

To anholdt for drab i Sverige: Forsvundne Lisa er fundet død

Et kvindelig, der fredag aften blev fundet i nærheden af Blomberg ved Lidköping nordøst for Göteborg, er nu identificeret. Svensk politi bekræfter, at der er tale om den 17-årige Lisa Holm, der har været savnet i godt fem døgn, skriver avisen Expressen.

 - Liget er identificeret, og det er Lisa Holm. Familien er underrettet, siger politiets pressetalskvinde Ulla Brehm til avisen.

Den døde person blev fundet sent fredag aften.

Sagen om den forsvundne Lisa Holm har fået stor opmærksomhed i Sverige.

Teenageren blev sidst set i live søndag, hvor hun var på arbejde på en café. Da hun havde fri, modtog hendes forældre en sms fra datterens telefon om, at hun var på vej hjem på sin knallert.

Nogle timer senere, efter at datteren endnu ikke var kommet hjem, valgte en af forældrene at køre hende i møde. Da forældrene nåede til caféen, stod knallerten parkeret med nøglerne i.

I nærheden af caféen har man siden fundet flere af Lisa Holms ejendele.

Ifølge Expressen er to personer anholdt og mistænkt for drab, mens en tredje person er anholdt og mistænkes for at have forsøgt at skjule en kriminel. Der er tale om to mænd og en kvinde, og alle tre er blevet varetægtsfængslet.

Mange politifolk, hundepatruljer, heste, helikoptere og organisationen Missing People har deltaget i søgningen efter Lisa Holm ved Kunnekulle uden for Lidköping i Västergötland.

De tre personer blev ifølge Aftonbladet afhentet i en gammel bygning i nærheden af caféen, hvor Lisa Holm arbejdede.

Politiet har hele tiden omtalt sagen som en mulig bortførelse, men dette bliver ifølge politiet muligvis ændret, efter at liget et blevet fundet.

Siden søndag har ordensmagten modtaget over 700 tip i sagen.