Udland

Video chokerer USA: Her river hvid betjent sort pige i bikini rundt på græsset

Et pool-party i fredags i den amerikanske stat Texas endte i ren kaos. Videooptagelserne af tumulten - og af især én betjents brug af vold - er siden gået viralt og er blevet set over tre millioner gange på YouTube. Mandag morgen blev den pågældende betjent suspenderet.

Der er delte meninger om, hvordan balladen begyndte. Nogle øjenvidner fortæller, at en hvid kvinde kom og råbte racistiske kommentarer til mange af de sorte deltagere i pool-partyet. Det førte til et mindre slagsmål og politiet blev tilkaldt. Andre fortæller, at der blev ringet efter politiet, fordi uvelkomne gæster trængte ind til festen. Uanset årsagen var der meget få betjente og mange unge gæster til pool-partyet.

En af betjentene kammede fuldstændigt over og smed en 14-årig pige ned på jorden. Da hendes venner ville komme hende til hjælp, trak betjenten sin pistol og skræmte dem væk. Han gik tilbage til den 14-årige pige og tvang hende ned at ligge på maven og satte et knæ i ryggen på hende.

Den 14-åriges veninde Jahda Bakhari på 13 år var helt tæt på episoden, og til CBS siger hun: - De (politiet, red.) bad os gå, men når vi gik, løb de efter os, og hvis vi blev, anholdt de os.

Episoden har atter sparket gang i debatten i USA om hvide betjentes voldelige adfærd over for sorte borgere.

- Jeg synes, det var racistisk, for de tog ikke fat i de hvide, forklarer Jahda Bakhari.

Hvis man gennemser det over syv minutter lange klip, der er lagt op på YouTube, så er det da også udelukkende unge sorte, som de hvide betjente kommanderer med og anholder. Og det selvom der også står mange unge hvide og ser på. Også manden, der med sin mobiltelefon har optaget episoden, var hvid og fik uanfægtet lov til at gå rundt og filme løs. 

Politimesteren i byen McKinney, Greg Conley, afviser, at der var tale om racistisk adfærd.

- Når man står over for mange mennesker, udvikler situationen sig løbende, og temperamenterne kan hurtigt komme i kog, siger han til CBS.

- De behandlede os som forbrydere, men vi var jo bare til fest, lyder det fra den 13-årige Jahda Bakari.