Forskere: Vi har fundet ebola-virussets 'akilleshæl'

Forskere mener, at de har fundet en metode, der kan sikre 100 procents beskyttelse mod ebola, efter man har opdaget ’virussets akilleshæl’.
Ved at teste på mus har forskerne opdaget, at ebola kun kan smitte og slå folk ihjel, hvis virusset har held til at binde sig til proteinet Niemann-Pick C1 (NPC1). Det skriver Sky.
Genetisk modificerede mus, der manglede begge NPC1-gener, viste sig at være fuldstændig immune over for infektion med virusset.
Mus, der stadig havde ét aktivt NPC1-gen, viste imidlertid også stor resistens mod den frygtede sygdom, der har dræbt flere end 11.000 personer på 18 måneder.
Men ifølge forskere fra Albert Einstein College of Medicine i New York kan det føre til alvorlige sygdomme, hvis man permanent fjerner begge NPC1-gener. Proteinet er nemlig afgørende for at transportere kolesterol rundt i kroppen.
Forskere mener imidlertid, at det vil være muligt at ’slukke’ for NPC1 i en kort periode, så personer dermed kan undgå smitte med ebola-virusset.
En af forskerne bag den nye undersøgelse, Dr. John Dye, siger:
- Grundlæggende kan man sige om ebola-infektioner, at ens immunsystem og virusset løber om kap. Hvis man kan kontrollere mængden af virus i kroppen, vil ens immunsystem i de fleste tilfælde vinde det kapløb.
Den næste udfordring for forskerne bliver nu at udvikle medicin, der midlertidigt kan hæmme NPC1.