Pludselige oversvømmelser dræber fem i Australien
Flere biler blev fejet af vejen, da en pludselig oversvømmelse ramte den australske østkyst fredag efter et voldsomt regnvejr.
Fem mennesker omkom og mere end 30 personer måtte reddes fra strandede biler i og omkring byen Caboolture, der ligger 44 kilometer nord for storbyen Brisbane. Det bekræfter politiet lørdag.
Tre mænd, en kvinde og et barn på fem år mistede livet.
- Hvis der er oversvømmet, så lad være med at forsøge at bruge vejene, for man ved aldrig, hvor dybt vandet er, advarer Jo-Ann Miller, der er ansvarlig for politiet i Queensland.
Den pludselige oversvømmelse opstod, fordi der på blot tre timer faldt mere end 360 mm regn. Til sammenligning falder der i gennemsnit 1200 mm i området – om året.