Udland

Napalm-pigen der blev symbol på Vietnamkrigens rædsler: Her er hun i dag

Billedet af den 9-årige Kim Phuc, der nøgen løber væk fra sin landsby, blev taget den 8. juni 1972. Det chokerede verden, der her så, hvor brutal krigen i Vietnam var og billedet med til at påvirke opfattelsen af krigen.

Fly fra den sydvietnamesiske regeringshær bombede ved en fejl Kim Phucs landsby med napalm-bomber. Og i mens det sort-hvide foto gik verden rundt, kæmpede Kim Phuc for sit liv. Hun havde fået tredjegradsforbrændinger på 30 procent af sin krop. Faktisk var hun så forbrændt, at læger i første omgang afviste at behandle hende, fordi de ikke mente, hendes liv stod til at redde.

Historien om billedet

Det var den dengang 21-årige fotograf Nick Ut, der tog billedet af den forbrændte pige, der flygtede væk fra sin brændende landsby. Selve billedet tog et par sekunder at tage, men det kommunikerede Vietnam-krigens rædsler på en måde, ord aldrig ville kunne beskrive. Bag billedet ligger en mindre kendt historie. Historien om et døende forbrændt barn, der via mødet med en ung fotograf reddede livet.

9-årige Kim Phuc har fortalt til det amerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP), at hun sammen med sin familie var taget hen til det lokale Cao Dai tempel for at søge beskyttelse, mens nordvietnamesiske og sydvietnamesiske soldater kæmpede om at få kontrollen med deres landsby.

Pludselig hørte Kim Phuc, at soldaterne begyndte at råbe:

- Vi må løbe væk herfra. De bomber her, og vi bliver dræbt alle samen.

Få sekunder efter kunne Kim Phuc se bomberne falde rundt om templet. I en tilstand af chok løb hun ned ad Hovedvej 1. Flammerne stod op omkring hende og hendes tøj blev brændt.

Til det amerikanske nyhedsbureau AP har Kim Phuc fortalt, hvordan hun, mens hun løb, skreg: ” For varmt! For varmt.”

Kim Phuc lagde ikke mærke til de udenlandske journalister, der var samlet på vejen, hvor hun kom løbende. Men fotografen Nick Ut så hende.

- Jeg græd, da jeg så hende løbe.  Jeg tænkte, at hvis jeg ikke hjælper den pige. Hvis der sker hende noget og hun dør, så begår jeg selvmord, har Nick Ut efterfølgende fortalt til AP.

Frygtede hun skulle dø

Nick Ut husker, at han var meget bange for, at pigen skulle dø. Han tog den bevidstløse pige og kørte hende til et lokalt hospital, men her sagde de, at pigen var for hårdt såret til, at de kunne gøre noget. Men Nick Ut tog sit amerikanske pressekort frem og tvang dem til at indlægge og hjælpe den stærkt forbrændte pige. Og han forlod ikke hospitalet, før han var sikker på, at hun blev ordenligt behandlet.

Tilbage i den amerikansk støttede by Saigon fremkaldte Nick Ut sin film. Og var med det samme bekymret for, om man ville bringe billedet af den nøgne pige, fordi det stred mod nyhedsbureaet APs regler. Men fotoredaktør Horst Faas, der var Vietnam-veteran, var ikke i tvivl om, at billedet skulle offentliggøres. Og et par dage efter chokkerede det sort-hvide billede læsere verden over. Efterfølgende fandt en britisk journalist frem til den lille pige, der stadig var i live og det lykkedes ham, at få hende overført til det eneste hospital i Saigon, hvor der var udstyr og personale til at behandle hendes brandsår.

Efter adskillige hudtransplantationer og operationer kunne Kim Phuc efter 13 måneder blive udskrevet. Hun havde set fotografens billede af hende, men kendte intet til dets udbredelse eller betydningen i offentligheden. De følgende år levede hun anonymt i sin landsby nær grænsen til Cambodja, mens hun af og til fik besøg af fotografen, der havde reddet hendes liv. Men besøgene stoppede, da kommunisterne fra Nordvietnam d. 30. april 1975 indtog Saigon og vandt Vietnamkrigen.

Kim Phuc fortæller, at hun ønskede at glemme billedet og komme videre med sit liv.

- Jeg blev brændt med napalm og jeg blev et krigsoffer, men da jeg voksede op blev jeg et andet slags offer,” har hun sagt til nyhedsbureaet AP.

På grund af sine brandsår troede Kim Phuc aldrig, at hun ville blive gift, men det lykkedes. Og sammen med sin mand flygtede hun på deres bryllupsrejse væk fra det kommunistiske Vietnam. De tog til Canada, hvor hun i dag lever i Toronto med sin mand og to børn. Og selv om hun gennem livet har haft det svært med billedet af den lille forbrændte nøgne pige, har hun i dag lært at leve med det og ikke mindst de konsekvenser det har haft for hendes liv.

- De fleste mennesker kender mit billede, men der er meget få, der kender mit liv, siger hun til AP.

Vietnamkrigen - Saigons Fald

Billedtekst: Den sydvietnamesiske politichef Nguyen Loan henretter en formodet Viet Cong soldat med en pistol på åben gade i Vietman. 

Den 30. april 1975 indtager nordvietnamesiske tropper Saigon og Sydvietnam kapitulerer betingelsesløst.

Vietnamkrigens tabstal er omdiskuterede, men omkring 3 millioner nordvietnamesere døde i krigen, 250.000 sydvietnamesere og 58.000 amerikanere.

Efter Anden Verdenskrigs slutning begyndte Den Kolde Krig og vestmagterne ønskede ikke, at Asien skulle blive kommunistisk. I Vietnem var det først og fremmest Frankrig, der var aktivt militært i landet og i 1954 blev Sydvietnam oprettet, men delingen af landet blev ikke godkendt af Nordvietnam.

Efter et angreb mod en amerikansk base i Pleiku i 1965 svarer amerikanerne igen med flere bombeangreb og optrapper militært deres tilstedeværelse i Vietnam.

Vietnamkrigen foregik i årene 1961-1975 

Først i 1995 genetablerer USA og Vietnam diplomatiske forbindelser  

Vietnamkrigen bliver kaldt verdens første tv-transmitterede krig, og de voldsomme billeder fra slagmarken skabte stor opstandelse og protestdemonstrationer hjemme i USA og i resten af verden.