Udland

Overlevede på Everest: Her genforenes de med familie og venner

En bus med 12 kvæstede sherpaer, der guider bjergbestigere på Mount Everest, kom i dag til Nepals hovedstad Kathmandu.

Sherpaerne overlevede den lavine, der lørdag ramte base camp på Mount Everest, efter det kraftige jordskælv rystede Nepal. De 12 sherpaere i bussen var alle kvæstede, men glade for at være i live, og der var stor gensynsglæde, da de mødte deres pårørende, der ventede dem i Kathmandus lufthavn. 

- Faktisk blev alle teltene i base camp blæst væk af lavinen, fortæller sherpaen Gelbu, mens han sidder i bussen med forbinding om sit hoved. 

Mindst 17 blev dræbt, da en lavine af sne, is og klippestykker ramte base camp, hvor der ifølge Nepals turistminister befandt sig omkring 1.000 mennesker, heraf omkring 400 udlændinge. Blandt de omkomne er Dan Fridinburg, der arbejdede som chefingeniør hos Google. Han var sammen med tre andre Google-medarbejdere, der alle slap uskadte fra lavinen, i færd med at lave optagelse på Mount Everest til Google Street View. Google har efterfølgende meddelt, at de vil donere 1 million dollar til redningsarbejdet i Nepal.  

En af de overlevende sherpaere er den 27-årige Azim Afif, der ifølge AP fortæller, at han nød et måltid mad sammen med den gruppe af bjergbestigere, som han var leder for, da lavinen pludselig blev udløst.

- Det var en mur af is, der kom imod os, og vi tænkte med det samme, at vi måtte finde et sted og gemme os for at redde livet, forklarer han.

Azim Afif slap uskadt fra lavinen og havde overskud nok til bagefter at tage en række fotos af den smadrede base camp.

Mens der stadig ledes efter omkomne i base camp er omkring 100 bjergbestigere fanget højere oppe på Mount Everest i de to lejre der kaldes camp 1 og camp 2. Meldingerne fra dem lyder på at ingen er kommet til skade, men det er uvist, hvornår de kan blive evakueret. Vejen ned fra de to camps er spærret af is og klippestykker.

Et kraftigt efterskælv i dag udløste nye laviner på Mount Everest, men i følge de foreløbige oplysninger er ingen kommet til skade. Efterskælvet udløste også en lavine på det nærliggende bjerg Mount Makalu, som er verdens femtehøjeste bjerg. 

En indisk bjergbestiger, Arjun Vajpai, talte netop i telefon med en journalist, da det kraftige efterskælv skete.

- Der kommer endnu et. Åh nej. Lavine, råbte han, mens der hørtes råben og skrigen i baggrunden. Der var dog ingen der blev ramt af lavinen, men ifølge Vajpai, var den seneste lavine  tættere på base camp end tidligere laviner i dag.

Ifølge en talsmand for Nepals nationale politi, Kamal Singh Bam, er det samlede dødstal i Nepal, Tibet og Indien nu oppe på 2.352 og 4.629 er blevet kvæstet.

Santosh Poudel, der er læge på et lokalt hospital i Kathmandu siger, at størstedelen af de kvæstede, der kommer ind på hospitalet, har skader i hovedet.

En af de mange kvæstede på hospitalet er Rudra Prasad Kafle, Han fortælle til AP, at han selv har brækket sit ben, hans far er kommet til skade og han har mistet sin datter.