Dødstallet stiger og stiger efter værste jordskælv i 80 år
Dødstallet stiger fortsat efter gårsdagens jordskælv i Nepal.
Ifølge flere internationale medier har tallet passeret 2000 ofre. Man frygter, at antallet vil fortsætte med at stige yderligere i løbet af de næste dage.
Politiet i Nepal siger, at mindst 2152 er bekræftet døde efter skælvet, der er det værste i den ludfattige Himalaya-nation siden 1930'erne. Det rapporterer nyhedsbureauet AP.
Antallet af kvæstede er også meget højt - CNN skriver, at der er flere end 4600 sårede.
Drama på Everest - laviner og efterskælv
17 bjergbestigere på verdens højeste bjerg, Mount Everest, er omkommet, da jordskælvet udløste laviner af sne og stenblokke ned ad bjergsiderne.
Redningsfly og helikoptere er begyndt at flyve overlevende bjergbestigere til Nepals hovedstad, Kathmandu. Det første fly med 15 kvæstede er søndag ankommet til byen.
Et stort antal bjergbestigere menes dog stadig at opholde sig på ruten op mod toppen af Mount Everest, og det er vanskeligt for dem at komme ned igen.
Samtidigt er hele regionen præget af efterskælv - og nogle af dem har været endog meget kraftige.