Udland

Eksperter: Assads IS-historie er formentlig propaganda

Når Syriens præsident Bashar al-Assad siger, at de farligste ledere af terrororganisationen Islamisk Stat er skandinaver, kan det meget vel være propaganda.

Det vurderer to eksperter over for tv2.dk

- Det er korrekt at der findes hardcore skandinaver, der er del af IS – også højere oppe i systemet. Men at de skulle være slemmere end andre i IS, det ved jeg ikke hvor han har fra, siger terrorforsker Magnus Randstorp.

Han bakkes op af journalist Nagieb Khaja, der lige nu er aktuel med dokumentarfilmen "Al Qaedas vestlige jihadister".

- Det med skandinaverne har jeg aldrig hørt om. Det er enten løgn og propaganda eller helt nye oplysninger, som han har adgang til, skriver Nagieb Khaja i en sms til tv2.dk

Syriens præsident, Bashar al-Assad, kom med udmeldingen i et opsigtvækkende tv-interview med den svenske avis Expressen.

- Hvad enten du ser Sverige som en del af Europa eller den skandinaviske gruppe af EU-lande, bør man være opmærksom på, at de farligste ledere af Islamisk Stat i vores region er skandinaver. Det er fakta. Det er de informationer, vi har, siger Assad til Expressen.

Og svaret på, at Assad netop nævner Skandinavien skal muligvis ses i lyset af, at det er et svensk medie, han taler med.

- Man skal huske på, at præsident Assad bliver interviewet til et skandinavisk medie, så der er klart også et propaganda-formål med hans interview. Han forsøger at få sympati fra Skandinavien for hans kamp mod IS og ved at sige at de værste IS folk er fra Skandinavien, forsøger han at tale IS endnu mere op og give os dårlig samvittighed, siger Magnus Randstorp.

En tidligere IS-kriger, der selv er fra Mellemøsten, er flygtet fra gruppens hovedby i Raqqa i Syrien og nu befinder sig i Tyrkiet, fortalte denne uge til den britiske avis The Times, at udenlandske krigere befinder sig nederst i hierakiet i IS og at de fleste ledende skikkelser er irakere eller saudiarabere. Også syriske krigere befinder sig i bunden af Islamisk Stats hierarki, fortæller afhopperen til The Times.

Han endte selv i Islamisk Stats fængsel i Raqqa og fortæller, at når nogle vestlige krigere i IS optræder brutalt, er det ”fordi de vil bevise deres loyalitet over for IS”. Han fortsætter: ”De er ofte nådesløse – de udenlandske krigere og syrerne behandlede os værst, fordi de er på laveste niveau i IS”.

Afhopperen, som The Times har talt med,  optræder anonymt af frygt for sit liv.