Udland

Solgt i Danmark: Hollænder dømt for snyd med hestekød

En hollandsk domstol idømte tirsdag en kødgrossist to og et halvt års fængsel for snyd med hestekød, som han solgte som oksekød, under Europas store kødskandale i 2013.

- Som chef for to selskaber var Willy Selten skyldig for at svindle med dokumenter og mærkater og at anvende disse under handler med hestekød, hedder det i dommen, som blev afsagt ved en domstol i Den Bosch.

Willy Selten har også solgt hestekød til det danske marked, hvor det blev trukket tilbage af Metro, Superbest og Netto.

Selten blev anholdt for mistanke om, at han havde solgt 300 ton hestekød under mærkater som oksekød.

Hollænderen blev anholdt som led i en større efterforskning i store dele af Europa.

Willy Seltens virksomhed forsikrede i 2013, at den kun sælger oksekød.

I 2013 blev en anden hollandsk kødgrossist, Jan Fasen, dømt i en lignende sag. Han havde solgt hestekød, som om det var halalslagtet bøfkød, så muslimer kunne spise det.

Jan Fasen fik en bøde på 50.000 euro og en betinget dom på seks måneders fængsel.