Udland

Årets kraftigste jordskælv udløser tsunamivarsel

Et jordskælv med en styrke på 7,7 har mandag formiddag, lokal tid, ramt et område ud for Papua Ny Guineas nordøstlige kyst. Det oplyser USA's geologiske undersøgelser, USGS, der overvåger jordskælv verden over.

Jordskælvet ramte 54 kilometer fra byen Kokopo, der er hovedby i provinsen East New Britain, og ramte i 33 kilometers dybde. Det er det hidtil kraftigste jordskælv i verden i år.

Der er blevet udsendt et varsel om en mulig "farlig" tsunami, der kan ramme op til 1000 kilometer væk. Det drejer sig primært om kyststrækninger i Papua Ny Guinea og de nærliggende Salomonøerne.

- Personer, der befinder sig i de truede kystområder, skal være opmærksomme og følge instruktioner for lokale og nationale myndigheder, oplyser USGS.

Fjerntliggende øer i Stillehavet - som for eksempel Hawaii - er ikke i fare for at blive ramt af tsunamien, der kan give bølger på op til tre meters højde.

Jordskælvet ramte nord for byen Rabaul, der indtil 1994 var hovedby i provinsen. Men et kraftigt vulkanudbrud i 1994 ødelagde byen totalt.

Papua Ny Guinea ligger nord for Australien og grænser op til Indonesien mod vest.

Også i Guizhou-provinsen i det sydvestlige Kina mærkede man det kraftige jordskælv. Se videooptagelser, der viser folks reaktion under skælvet, øverst i artiklen.

/ritzau/Reuters