Hemmeligt Nazi-skjul fundet i junglen: Var det her Dødens Engel gemte sig?
Ikke langt fra grænsen til Paraguay, dybt inde i den argentinske jungle og langt væk fra civilisationen ligger et hemmeligt gemmested. En ruin med nazisymboler ætset ind i murstenene har ifølge arkæologer muligvis dannet rammen om et skjul for nazister efter Anden Verdenskrig.
- Det er et område man kan forsvare. Et beskyttet område. Et utilgængeligt område. Et sted, hvor man kan leve fredfyldt og gemt. Vi tror, at vi har fundet et tilflugtssted for nazister, fortæller Daniel Schavelzon, lederen af den arkæologiske afdeling på Buenos Aires Universitet.
Men hvem har engang levet i skjulet i den argentinske jungle?
- Tilsyneladende havde nazisterne halvvejs gennem Anden Verdenskrig et hemmelig projekt med at opbygge krisecentre for topledere i tilfælde af nederlag - utilgængelige steder, midt i ørkener, i bjergene, på en klippe eller i midten af jungle som dette, siger Daniel Schavelzon til Washington Post.
Topledere som Adolf Eichmann, en af arkitekterne bag Holocaust, og Auschwitz- lægen Josef Mengele også kaldet "Dødsenglen," er blandt det store antal af nazist-flygtninge som fandt tilflugtssted i Argentina efter krigen.
Hvem der præcis har opholdt sig i den argentinske jungle vides endnu ikke, men arkæologerne har blandt andet fundet gamle skoletavler, porcelæn der er "made in Germany" samt en håndfuld gamle tyske mønter. Alt sammen, vurderer de, oprindeligt stammer fra midten af det 20'ende århundrede.
Skjulet består i alt af tre bygninger: en til bolig, en til opbevaring og en som udkigspost.
Argentina blev efter Anden Verdenskrig kaldt for et paradis for nazister. Efter krigen ledede Nazi-sympatisøren Juan Domingo Perón Argentinas regering, så det er uvist, om nazisterne overhovedet fik brug for gemmesteder, eller kunne gå frit rundt i det Argentinske samfund.
Skjulestedet og dets mange skatte gemmer dog på en historie, der peger i en anden retning.