Udland

Forvirring om nødsignal: Hvem udsendte "emergency"?

Det er nu kommet frem, at det ikke var flyet, der udsendte et nødsignal.

Derimod skulle det være personalet i kontroltårnet, der udsendte nødsignalet, fordi mistede kontakten med Germanwing-flyet.

Det skriver CNN, der citerer en talsmand for de franske myndigheder. 

Tidligere skrev TV 2, at Airbus 320-flyet, der styrtede ned i Sydfrankrig, selv udsendte et nødsignal klokken 10.45 tirsdag formiddag.

TV 2 citerede CNN og Frankrigs indenrigsministerium for, at de sidste ord i cockpittet skulle have været:

 - Emergency, emergency.

Om dette var ordlyden fra kontroltårnet meldes der ikke noget om.

150 personer ombord

Ifølge Germanwings var i alt 150 personer ombord på flyet, heraf 144 passagerer og seks besætningsmedlemmer. 

Flyet var på vej fra Barcelona til Dusseldorf, da det pludselig tabte en masse højde på kort tid og styrtede ned nær Digne Les Bains i den sydlige del af de franske alper. 

Den franske præsident Francois Hollande meddeler, at ingen personer overlevede flystyrtet. Ifølge The Telegraph var der både tyske, spanske og tyrkiske passagerer ombord på flyet.   

De tyske sikkerhedsmyndigheder afviser, at terror ligger bag ulykken, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Desuden er der intet, som antyder, at vejret lå til grund for flystyrtet. Både ved jorden og i den højde flyet befandt sig i, var der ganske udmærket flyvevejr. Det oplyser TV 2 Vejrcenter.

Du kan se en grafik af flyets rute fra afgang til nedstyrtning nedenfor:

Airbus A320

Airbus A320 er en del af klassen for mellemstore passagerfly og et af de bedst sælgende i flyhistorien.

  • Totallængde: 37,57 m.
  • Kabinelængde 27,51m
  • Højde 11,76m.
  • Vingespænd: 35,80
  • Typisk indretning: 150 passagerer på to klasser. For lavprisfly kan der være plads til 180.
  • Max last vægt: 16,6 ton
  • Rækkevidde: 6100km
  • Topfart: 903 kilometer i timen ved 27.000 fod
  • Flytypen blev taget i brug i slutningen af 1980'erne.
  • Flyselskaber der benytter flyet er bl.a. SAS, Air Greenland, Lufthansa og Air France. 

Kilde: Airbus.com + Ritzau