Udland

Italien slår alarm: IS på vej til Europa

Se indslaget fra Lampedusa i 19-Nyhederne på TV 2 i aften.

På den italienske ø Lampedusa spreder frygten sig.

De lokale er bange for, at terrorister fra terrorgruppen Islamisk Stat vil krydse Middelhavet og snige sig ind i landet med de tusindvis af bådflygtninge, der hvert år ankommer til øen i overfyldte både.

- Vi er bange for, at IS blander sig med bådflygtningene. De er lige derovre, så vi føler os truet hver eneste dag, siger den lokale politiker Totó Martello og peger ud mod vandet.

Martello frygter især islamisterne, fordi situationen i nabolandet Libyen bliver mere og mere kaotisk. Regeringshæren kæmper mod islamister, der har indtaget flere store byer i det østlige Libyen. Og regeringshærens øverstbefalende - general Khalifa Haftar - har flere gange bedt Vesten om hjælp. Senest har generalen i et interview i denne uge sagt, at falder Libyen til Islamisk Stat, bliver Europa terrorbevægelsens næste mål:

- Hvis vi ikke får hjælp til at bekæmpe Islamisk Stat her i Libyen, vil de sprede sig videre til Europa, siger general Khalif Haftar, der anslår, at der er mindst 7000 krigere fra Islamisk Stat i Libyen lige nu. Krigere, der kæmper sammen med lokale islamistiske grupperinger i Libyen for at vælte landets regering.

- Her på Lampedusa befinder vi os bare 300 kilometer fra Libyen og den Nordafrikanske kyst. Derfor føler vi faren meget konkret, når vi hver dag i nyhedsudsendelserne kan se, hvordan islamisterne vinder frem, forklarer Totó Martello.

Og det er ikke kun i Libyen, at Islamisk Stat er på fremmarch. For tre dage siden stod de også bag et angreb i Tunesien. IS-terrorister dræbte 20 turister og sårede yderligere 40 ved et angreb på et museum i Tunesiens hovedstad Tunis. Efterforskningen tyder på, at de to gerningsmænd var blevet trænet af Islamisk Stat i nabolandet Libyen. 

Porten til Europa

Den 51-årige lokale fisker Vincenzo Partillilo har sejlet i farvandet syd for Lampedusa siden han var 12 år gammel. Nu frygter han at møde Islamisk Stat.

- Vi har det ikke godt med det. Vi er bange. For det her er det nærmeste punkt. Vi ved, de kan komme til øen her. Så vi er bange her på Lampedusa, fortæller han.  

IS har på det seneste truet med at angribe Italien – og som landets sydligste punkt føler mange indbyggere sig ekstra udsat på Lampedusa.

Øens borgmester afviser dog, at Lampedusa er særlig udsat som potentielt terrormål, og på øverste niveau har den italienske premiereminister Renzi ligeledes manet til besindighed. Ikke desto mindre er myndighederne begyndt at kropsvisitere bådflygtningene, og et italiensk krigsskib er blevet sendt på patrulje i området.

For Vincenzo Partillilo nytter politikernes formaninger dog ikke særlig meget.

- De gør alt for ikke at slå alarm og skræmme folk, men i virkeligheden ved de godt, at folk er bange, siger han.

Hør hvad den lokale fisker har at sige i klippet herunder  og se indslaget fra Lampedusa i 19-Nyhederne på TV 2 i aften.

Lampedusa

Lampedusa er den største ø i den lille øgruppe De Pelagiske Øer, der er Italiens sydligste punkt.

Øerne har kun 5.500 indbyggere.

Øerne ligger mellem i Middelhavet mellem Sicilien og Tunesien, kun 110 km. fra den afrikanske kyst, og er derfor det nærmeste mål for afrikanere, der forsøger at nå EU-territorium i båd.