Udland

To dræbt: Op mod 15 skudt i svensk attentat

To personer åbnede ild på en restaurant i Gøteborg onsdag aften. Mindst to personer er blevet dræbt.  Scanpix

Det svenske politi arbejder i øjeblikket på højtryk i efterforskningen på den skudveksling, der udspillede sig sent onsdag aften på en bar i Gøteborg.

Det svenske medie SVT oplyser, at mindst to personer blev dræbt på stedet. De to dræbte er mænd i alderen 20 til 25 år.

Tidligere torsdag morgen forlød det, at otte personer skulle være såret, men tallet er nu hævet fra 10 til 15 personer, oplyser vg.no.

- Det er givetvis ganske alvorlig det her. Der er flere personer, der er omkommet af deres skudskader, sagde talsmand for det svenske politi, Ulla Brehm, ifølge Aftonbladet tidligt torsdag.

Politiet oplyser, at flere af ofrene er så hårdt såret, at dødstallet kan stige.

Plaget af bandekriminalitet

Det svenske politi modtog 22.33 onsdag aften et alarmopkald fra Vårväderstorget i Gøteborg, og tilsyneladende er der tale om et banderelateret attentat.

Gerningsmændene gik ind på en bar og åbnede ild med automatvåben. Det oplyser politiet, og bekræftes af vidner på steder.

- Der kom to personer ind på restauranten med kalasjnikov, og de begyndte at skyde, siger vidnet ifølge Aftonbladet.

Et andet vidne fortæller til Expressen, at der sad mere end 15 personer og så fodbold i baren, da de to maskerede gerningsmænd begyndte at skyde.

Efter skyderiet flygtede gerningsmændene i en bil.

- Hverken mistænkte eller bilen er fundet endnu. Baren er fortsat afspærret for tekniske undersøgelser, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Området omkring Vårväderstorget har ifølge politiet i længere tid været plaget af bandekriminalitet, og meget tyder også på, at onsdagens episode er et sammenstød mellem rivaliserende grupper i det kriminelle miljø.

- Vi er på gerningsstedet og er i færd med at afhøre vidner. Vi har allerede afhørt flere personer og er begyndt med at banke på folks døre. Men vi er stadig i gang med den indledende efterforskning og har ikke det fulde billede, forklarer Ulla Brehm ifølge Aftonbladet.

Der er foreløbigt ikke foretaget nogle anholdelser i sagen.