Lego lagt for had: Amerikansk mor raser over skønhedstip

16x9

Danmarks stolthed indenfor legetøj, Lego, er kommet i uvejr i USA. På en lang række amerikanske websites deles historien om en mor, der er utilfred

Danmarks stolthed indenfor legetøj, Lego, er kommet i uvejr i USA.

På en lang række amerikanske websites deles historien om en mor, der er utilfreds med Legos legetøjsserie Friends til piger.

Friends-universet er bygget op omkring en gruppe lego-figur-veninder, der bor i byen Heartlake. Her dyrker de blandt andet ridning, går på stranden og majer sig ud i den lokale frisørsalon.

Det er netop frisørsalonen i Heartlake, der har fået den amerikanske freelance-skribent og mor, Sharon Holbrook, op ad stolen.

Et ovalt ansigt passer til næsten alle frisurer
I et blogindlæg i New York Times kritiserer kvinden en side i magasinet Lego Club Magazine - Yellow Brick Edition, hvor frisørsalonen danner rammen om en række skønhedstip til læserne.

Målgruppen for Friends-serien er ifølge Lego selv 6 til 12 år, men Sharon Holbrook mener ikke, at sådanne skønhedstip egner sig til så unge børn.

- Min syv-årige vil vide, om hendes ansigt er ovalt. Hvorfor? Fordi "ovale ansigter ofte kan bære næsten alle frisurer, fordi næsten alt ser godt ud til et ansigt med denne figur." Hendes pludselig bekymring om hendes frisure nu ser godt ud stammer fra hendes nye Lego Club Magazine, der inkluderede "Emmas Skønhedstip" i marts-april 2015-udgaven af Lego Club Magazine, skriver Sharon Holbrook.

Som det ses på billedet herunder, giver "Emmas Skønhedstip" blandt andet gode råd til, hvilken frisure man som pige bør have - alt efter hvilken hovedform, pigen har.

Det fremgår blandt andet, at hvis man har et langt ansigt "vil krøller og bølger i håret hjælpe med at få dit ansigt til at se kortere ud."

Bland jer uden om
Skribenten forklarer, at hun allerede da Friends blev introduceret, havde sin tvivl om produktet, fordi hun mener, at drenge og piger bør kunne lege med det samme traditionelle lego. Det viste sig dog, at datteren var meget glad for det nye lego. Men nu har mor fået nok:

- Jeg var efterhånden (næsten) kommet over på Legos side i deres mission for at sælge piger denne glamour-Lego Friendsserie, fuld af skønhedssaloner, pool-fester og hestestalde bygget af klodser. Men nu dette?

Sharon Holbrook mener, at Lego burde holde sig fra at give de unge piger skønhedstip.

- Hun er syv. Min lille pige, hendes ansigtsform og hvorvidt hendes frisure er flot er ikke noget Lego skal blande sig i. Det var ikke engang en bekymring hos hende indtil et legetøjsmagasin fortalte hende, at hun skulle bekymre sig om det, skriver moderen.

Lego beklager
Friends har siden lanceringen været en stor succes og været en af hovedårsagerne til, at Lego-koncernen i de seneste år har kunnet fremvise imponerende regnskaber.

Men legetøjsserien har også været udsat for hård kritik fra flere sider - først og fremmest fordi kritikerne mener, at Friendsserien er med til at opretholde de traditionelle kønsroller.

Senior direktør for brandrelationer hos Lego System, Michael Mcnally, udtaler til det amerikanske net-medie Mashable:

- Vi sætter pris på læsernes kommentarer til det seneste LEGO Club Magazine. Vores hold stræber altid efter nye måder at interagere med LEGO-fans, baseret på indsigt som vi indsamler fra vores Club-publikum. En særlig ting som læserne bad os om at inkludere var en "rådgivning-spalte". I det seneste magasin har vi forsøgt at leve op til denne anmodning ved at indarbejde en sådan i vores aktuelle LEGO Friends-historielinje. Vi beklager oprigtigt enhver skuffelse, dette kan have forårsaget. Vi sætter pris på denne feedback og har allerede delt det med LEGO Club-holdet, så det får en positiv indflydelse på fremtidige historier.

Lego fjerne magasinet fra hjemmeside
Da denne artikel blev skrevet kunne undertegnede ikke downloade Lego Club Magazine, marts-april 2015-udgaven, Yellow Edition, hvori ovennævnte skønhedstip indgår, fra Legos hjemmeside. Det skulle ellers ligge frit tilgængeligt på Legos hjemmeside. Prøvede man at tilgå det, fik man følgende meddelelse.

Foto: Lego.com/Sceendump

Torsdag aften oplyste Legos presseafdeling, at årsagen til det manglende magasin var, at man havde fjernet det på grund af forbrugerhenvendelser. I løbet af aftenen blev magasinet så igen tilgængeligt, men denne gang uden det kritiserede indhold. Den nye udgave kan du se her.

Lego Club Magazine bliver udgivet i mange af verdens lande, i alt cirka i fem millioner eksemplarer. Det omtalte indhold er kun trykt i den amerikanske udgave.