Netanyahu frygter de arabiske vælgere

Den israelske premierminister Benyamin Netanyahu frygter, at arabiske israelere kan koste ham og Likud-partiet magten. Ifølge en opdatering på Neta

Den israelske premierminister Benyamin Netanyahu frygter, at arabiske israelere kan koste ham og Likud-partiet magten.

Ifølge en opdatering på Netanyahus officielle Facebookprofil, både på skrift og i form af et videoklip, så er den højreorienterede regering er i fare, da arabiske vælgere i stort antal bliver kørt til afstemningsstederne i busser.

Netanyahu skriver, at det er venstreorienterede grupper, der står bag transporten af de arabiske vælgere. De arabiske israelere udgør omkring 20 % af befolkningen, og de stemmer traditionelt til venstre.

Han opfordrer derfor alle sine tilhængere til at tage familie og venner med hen til valgstederne for at minimere kløften mellem sit parti Likud og arbejderpartierne i Zionist Union-listen.

- Med din hjælp, og om Gud vil, vil vi etablere en national regering, der vil opretholde staten Israel, slutter Netanyahu sin opdatering.

Netanyahu var tidligere i dag i det sydlige Israel i byen Ashkelon, en by der flere gange har været mål for raketter fra den palæstinensiske Gasastriben.

I Ashkelon opfordrede Netanyahu også sine tilhængere til at bruge deres ret til at stemme.

- Jeg må forklare jer, hvor vigtigt det er, at I stemmer. Vi ved, der stadig er et stykke op til Zionist Union-listen, lød Netanyahus opfordring.

Også den israelske hær opfordrer på Twitter alle soldater - og øvrige israelere - til at stemme i dag.