Tzipi Livni: Spionen der kom ind fra højre

Hun har taget turen fra Israels yderste nationalistiske højrefløj, og bliver nu af mange israelere betragtet som nærmest venstreorienteret, fordi hun er en af landets mest indædte fortalere for fredsforhandlinger med palæstinenserne og en to-statsløsning som den eneste mulighed for en fredsaftale.

Tzipi Livni (56) – hendes rigtige fornavn er Tziporah – er leder og grundlægger af partiet Ha-T’nuah, som nu er en del af valgforbundet Zionist Union med Arbejderpartiet, men hun kommer oprindelig fra det Likud-parti ude på højrefløjen, som premierminister Benyamin Netanyahu er formand for, og som hun nu kæmper imod.

Hun betragtes som en seriøs, intelligent og principfast politiker, som i sin tid som udenrigsminister og leder af forhandlingerne med palæstinenserne nød udbredt respekt i de europæiske hovedstæder.

Igennem sin politiske karriere har hun bestridt et antal ministerposter. Mest prominente har været posterne som udenrigsminister, justitsminister og vice-premierminister.

Tzipi Livni er vokset op på den nationalistiske højrefløj. Begge forældre var aktive i den yderligtgående undergrundsorganisation Irgun, som gennemførte hvad de britiske mandatmyndigheder kaldte for terroraktioner. Efter Israels oprettelse blev hendes far medlem af Knesset for Herut-partiet, som senere blev til Likud. Hendes mor opflaskede hende med ideen om Stor-Israel – Judæa og Samaria, og al tale om territorielt kompromis var farlig, venstreorienteret svæklingesnak, som ville bringe det jødiske folks overlevelse i fare.

Selv begyndte Tzipi Livni i partiets ungdomsbevægelse Beitar og gik senere ind i moderpartiet Likud, og blev hurtigt betragtet som en af partiets kommende stjerner.

I 2005 brød hun sammen med flere andre prominente, moderate politikere ud af Likud og dannede midterpartiet Kadima sammen med kolleger, der brød ud af Arbejderpartiet. Det skete i særdeleshed for at støtte daværende premierminister Ariel Sharon’s plan om at trække Israel ud af Gaza-striben.

- Jeg ønskede at der skulle ske noget. At vi skulle se nogle fremskridt. I særdeleshed når det kommer til forsøget på at løse konflikten mellem Israel og palæstinenserne, og bevarelsen af Israels indre værdier. Derfor mente jeg, at det var den eneste løsning, sagde hun den gang.

Ved valget i 2006 blev Kadima det største parti og dannede regering med Ehud Olmert som premierminister.

Da Tzipi Livni i 2008 var udenrigsminister skrev både den israelske avis Yediot Ahronot og den britiske The Sunday Times at hun i 1980’erne havde været hemmelig agent i den israelske efterretningstjeneste Mossad og jagtet palæstinensiske terrorister rundt om i Europa. Senere kom det frem, at hendes opgaver i efterretningstjenesten havde været ganske banale og ikke særligt spektakulære. Hun havde mest lejet lejligheder til såkaldte ”safe houses” rundt om i Paris, og nogle af dem, hvor der var bopælspligt, boede hun i i en periode, for at det ikke skulle vække naboernes mistanke.

I 2006-07 var hun i en periode både udenrigsminister og vice-premierminister og derefter udenrigsminister og justitsminister på samme tid. Efter parlamentsvalget i 2006 blev hun beskrevet som ”Israels anden mest magtfulde politiker”. TIME Magazine satte hende på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige personer, og Forbes listede hende blandt verdens 40 mest magtfulde kvinder.

Tzipi Livni blev den første israelske minister, som åbent skelnede imellem palæstinensisk terrorisme, når civile var målet, og guerilla-angreb når målene var militære.

- Nogen der slås imod israelske soldater er ganske vist en fjende, som vi vil bekæmpe, men jeg mener ikke, at der er tale om terrorisme, hvis deres mål er soldater, sagde hun i 2006 i et interview med det amerikanske TV-program Nightline.

Da korruptionssagerne imod Kadimah-lederen og premierminister Ehud Olmert begyndte at tage fart, og han ikke genopstillede til formandsposten, vandt Livni et internt kampvalg og blev partiets formand.

Det efterfølgende parlamentsvalg i februar 2009 gav ganske vist Kadimah ét enkelt mandat mere end Likud, men Likud havde flere potentielle koalitionspartnere på højrefløjen, og det blev derfor Benyamin Netanyahu, der dannede regering. Noget mange, ikke mindst blandt palæstinenserne og i den arabiske verden, opfattede som fatalt for fredsprocessen.

Internt i Kadima svækkede det Livni, at partiet havde vundet valget, men alligevel endte uden magt eller indflydelse i oppositionen. Utilfredsheden kulminerede i 2012, hvor et internt opgør i partiet gennemtvang et formandsvalg, som tidligere forsvarsminister Shaul Mofaz vandt. Livni forlod partiet.

Senere på året oprettede Tzipi Livni partiet Ha-T’nuah (Bevægelsen) sammen med andre medlemmer, der havde forladt Kadima og Arbejderpartiet.

Efter valget i 2013 blev Ha-T’nuah et af flere partier, der gik med i Benyamin Netanyahu’s kæmpemæssige koalitionsregering. Tzipi Livni blev justitsminister. En post hun holdt frem til hun blev fyret af Netanyahu og regeringen blev opløst i december 2014 og nyvalg udskrevet.

Tegnene i stjerner og måne tydede på, at Ha-T’nuah var dømt til at skulle vandre alene i den politiske ødemark. Men det var kun indtil Tzipi Livni indgik en aftale med Arbejderpartiets nye formand Isaac Herzog om at ”slå pjalterne sammen” og danne et valgforbund. Livni og Herzog har aftalt, at de to, hvis de kommer til at danne Israels næste regering, skal være premierminister på skift. Først Herzog i to år og derefter Livni i resten af perioden.

I starten blev det betragtet som en genistreg fra Tzipi Livnis side og lidt af en ydmygende begynderfejl fra Herzogs. Men på den anden side – hvis det er det der skal til, for at centrum-venstrefløjen kan slå Likud, der ellers anses for at have flest potentielle koalitionspartnere, så kan skaktrækket vise sig at være det mindste onde af en række langt værre alternativer.

Steffen Jensen er TV 2's Mellemøstkorrespondent med base i den israelske hovedstad Jerusalem.