Vulkan-udbrud former ny ø i Stillehavet
Lava og magma efter et vulkanudbrud i den nordvestlige del af Stillehavet har formet en ny ø, skriver The Daily Mail.
Billeder af vulkanøen Nishinoshima afslører, at landmassen bliver ved med at udvide sig, og det betegnes som et meget sjældent vulkan-fænomen.
Vulkanen, der ligger omkring 1000 kilometer syd for Tokyo i den såkaldte "Ring of Fire", gik allerede i udbrud 20. november 2013. Det skabte i første omgang en lille ø, men den størknede lava og magma er blevet ved med at udvide sig og er nu smeltet sammen med naboøerne til en samlet landmasse.
Billeder taget af den japanske kystvagt viser, hvordan der over de seneste 15 måneder er blevet skabt en ny ø i Stillehavet. Øen er ifølge kystvagten 2,46 kvadratkilometer og 52 gange større end Tokyo Dome (baseball-stadium), rapporterer CNN.
Forventningen er, at landmassen bliver ved med at vokse. Den japanske kystvagt oplyser, at vulkanen stadig spytter og sprutter fem til seks gange i minuttet.
Sådan ser den nye ø ud: