Udland

Voldsom video udløser ramaskrig i USA: Betjente skyder hjemløs

Myndighederne åbnende fatalt ild mod en hjemløs mand i Los Angeles' gader. 

Det skriver det amerikanske medie LA Times.  Et øjenvidnes videooptagelser viser, at Los Angeles politi skyder en hjemløs mand efter en konfrontation med politiet i Skid Row i downtown Los Angeles. 

Du kan se videooptagelsen øverst i artiklen. Vi advarer mod stærke billeder.

Det står ikke klart, hvorvidt den hjemløse bar et våben, men det hævdes, at skuddramaet opstod, fordi vedkommende tog fat i en af betjentenes pistoler, skriver Los Angeles Times. Hændelsen fandt sted søndag formiddag, da fem skud blev affyret, og manden blev erklæret død på hospitalet. Politiet pågreb efter sigende den hjemløse mand i centrum af Los Angeles efter en anmeldelse af et røveri. Den hjemløse modsatte sig anholdelse.

 - Der opstod et håndgemæng om et tjenestevåben, som resulterede i en skudepisode, siger politiinspektør Andrew Smith til avisen.

 Seks betjente var involveret i hændelsen, fire af dem forsøgte at passivisere den hjemløse mand, der fægtede vildt med armene.

Det var en forbipasserende mand, Anthony Blackburn, filmede sammenstødet i Los Angeles, og videoen er siden blevet lagt på Facebook.

Screenshot af Anthony Blackburns facebookprofil, hvor han har lagt sin personlige video af politiets skud mod den hjemløse mand ud.

Flere øjenvidner var også forargede efter skudepisoden. Du kan høre deres reaktioner her:

Hændelsen har fået stor opmærksomhed i USA, som har været ramt af flere sager i det forgangne år, hvor politiet er involveret i kontroversielle skudepisoder.

I december besluttede en storjury i New York, at der ikke rejses tiltale mod en hvid politibetjent, der under en anholdelse i juli tog kvælertag på en sort mand, der senere døde.

Anholdelsen blev filmet af et vidne. Videoen viser Eric Garner, der havde astma, sige "jeg kan ikke få vejret" flere gange, mens han bliver presset mod jorden af adskillige betjente, fordi han i første omgang modsatte sig anholdelse.

Garner mistede bevidstheden og døde på hospitalet, men ifølge storjuryen i New York er der ikke grundlag for at tiltale betjenten.