Udland

"Propaganda dræber": Putin-kritiker mindet ved gerningsstedet

’Kurenije ubivajet’.

Køber man en pakke cigaretter i en russisk kiosk, så er advarselsteksten i præcis samme sort-hvide format som i Danmark.

Med sorte bogstaver i versaler står der ’rygning dræber’ – ’kurenije ubivajet’ på en hvid baggrund.

Da den dræbte oppositionspolitiker Boris Nemtsov søndag blev mindet i Moskvas gader, havde mange demonstranter efterlignet de sort-hvide advarselsskilte fra cigaretpakkerne. Tekster om rygningens skadelige virkninger var erstattet af kampråb om at holde ud og kæmpe for retfærdighed.

Læs også: Russisk politiker skuddræbt i Moskva

Men særligt ét advarselsskilt er værd at bide mærke i.

På et billede fra gerningsstedet, som ligger få stenkast fra murene til Kreml, ligger skiltet øverst i bunken af blomster og kondolencer. I første linje er ordet ’rygning’ blevet skiftet ud: 

I stedet står der ’Propaganda ubivajet’ - ’propaganda dræber’.

Få timer før sin død var det netop det budskab, en særdeles insisterende og vred Boris Nemtsov sendte ind i mikrofonen hos det uafhængige russiske medie Moscow Echo:

- For at skabe stabilitet i landet og overvinde krisen, så er der brug for vigtige politiske forandringer.  Det er vigtigt at afholde et ærligt valg, hvor oppositionspartier kan deltage frit, og afskaffe censur, så man kan stoppe propagandaen og løgnene der vender russernes mentalitet på hovedet, hører man Boris Nemtsov sige i videoklippet fra interviewet.

Kendt som Putin-modstander

I interviewet opfordrer han også så mange som muligt til at deltage i den demonstration, der skulle have fundet sted i Moskva søndag. 

En protestmarch, der ifølge Nemtsov og de andre arrangører skulle tage afstand fra Ruslands aktive deltagelse i konflikten i det østlige Ukraine.  I stedet blev protestmarchen til en sørgemarch for Boris Nemtsov, hvor flere titusinde deltog.

Internationalt er Boris Nemtsov mest kendt for sin modstand til præsident Vladimir Putins regering.

Men han var selv en prominent politisk figur i Rusland i 1990’erne.  Først som guvernør i den russiske region Nisnij Novgorod og siden som viceministerpræsident fra 1997 til 1998 under daværende præsident Boris Jeltsin.

Læs også: TV 2 i Moskva: Myndighederne har lagt et røgslør ud

TV 2’s Poul Erik Skammelsen mødte i sin tid Boris Nemtsov i Nisnij Novgorod, hvor han blev betragtet som en af de nye, reformivrige politikere.  Se et kort klip fra interviewet her:

"Vi tog fejl. Hvil i fred, Boris"

De seneste par år er Boris Nemtsov et par gange blevet tilbageholdt af de russiske myndigheder på grund af sit arbejde i oppositionen, hvor han blev betragtet som en del af ’den gamle garde’.

Men han var stadig en stemme, der blev lyttet til.  Og ifølge eget udsagn var han ved at lægge sidste hånd på en undersøgelse af Ruslands involvering i konflikten i Ukraine.

For 15 år siden var tonen over for Putin anderledes forsonlig, da Nemtsov sammen med professor Ian Bremmer i New York Times skrev et debatindlæg, hvor Putin blev kaldt en god løsning for Rusland:

- Under hans (Putins, red.) lederskab vil Rusland ikke blive lige som Frankrig.  Men til gengæld vil regeringen afspejle det russiske folks hungren efter en stærk stat, en fungerende økonomi og et stop for ’røverbaroner’, skrev de to dengang.

På Twitter skrev Ian Bremmer kort efter Boris Nemtsovs død:

- For 15 år siden troede Boris Nemtsov og jeg, at Putin var den bedste vej fremad for Rusland.  Vi tog fejl. Hvil i fred, Boris.

Også en af Putins største kritikere Garry Kasparov satte sig til tasterne på Facebook for at sige farvel til Boris Nemtsov:

- Skudt fire gange.  Et skud for hver af de børn, han efterlader.  En mand af Boris’ kvalitet passer ikke længere ind i Putins Rusland.  Han troede altid på, at Rusland kunne ændre sig indefra og uden vold. Efter 2012 var jeg uenig med ham.  Når vi diskuterede, sagde Boris altid, at jeg forhastede mig, og at man skulle leve i lang tid for at se Rusland forandre sig.  Nu kommer han aldrig til at se det. Hvil i fred.