Udland

Man. United-fan og sød skoledreng: Sådan blev han 'Jihadi John'

Mohammed Emwazi, kaldt 'Jihadi John', var torsdag mål for et droneangreb i Syrien udført af amerikansk militær. Det oplyser Pentagon. Med høj sandsynlighed er 'Jihadi John' blevet ramt af luftangrebet, men det er stadig uklart, om han er død, oplyser en højtstående militærkilde til BBC. Herunder følger en tidligere bragt historie om, hvordan Mohammed Emwazi blev 'Jihadi John'.

- Jeg vil spille på et fodboldhold og score mål.

Sådan svarede Mohammed Emwazi i sin blå bog på spørgsmålet, hvad han gerne ville lave, når han fyldte 30 år.

Dengang var han 10 år gammel og elev på den kristne skole St. Mary Magdalene i den pænere del af London. Han var den eneste muslimske elev på skolen, der bliver drevet af den engelske kirke, men fodbold og vennerne fyldte mere i hans liv end religionen, fortæller Daily Mail.

Han var vild med computerspillet ”Duke Nukem: Time to Kill”, lyttede til popgruppen S Club 7 og hans yndlingslæsning var den populære børnebog ”Sådan slår du et monster ihjel”.

Nu fortæller uafhængige kilder til britiske medier, at han selv er blevet netop det. Et monster.

Han er nu sidst i tyverne og nåede aldrig at blive professionel fodboldspiller for favoritholdet Manchester United. Til gengæld blev han en af verdens mest eftersøgte terrorister: Anklaget for at være IS-bødlen med tilnavnet 'Jihadi John'.

Den britiske forbindelse

Tilnavnet John har han fået, fordi han angiveligt er en del af en IS-celle, der udelukkende består af britiske medlemmer. De bliver kaldt Beatles-gruppen, og dens leder er opkaldt efter Lennon. Navnet 'Jihadi' refererer til hans ekstreme fortolkning af islam.

Han har fungeret som frontfigur i en række henrettelses-videoer fra Islamisk Stat. Han optræder her i rollen som bøddel, men selve henrettelserne er klippet ud.

- Det sidste jeg ønsker er, at han får en ”ærefuld død”. Jeg syntes, at han fortjener at få sin straf, men ikke på den måde, siger Dragana Haines, hvis mand David Haines blev dræbt af 'Jihadi John'. Hun håber, at han i stedet vil blive fanget levende, siger hun til BBC.

Manden, der i blandt andet Washington Post bliver udråbt til at gemme sig bag 'Jihadi Johns' maske, flyttede med sin familie til Storbritannien fra Kuwait, da han var seks år gammel. Han talte kun nogle få engelske ord, og han kæmpede med at følge med i timerne. Men hans socialisering på fodboldbanen betød, at han lidt efter lidt fik gloserne på plads, og samtidig blev han en populær dreng på grund af sine evner med bolden. Klassekammeraterne husker, hvordan han ind imellem røg i slagmål med andre drenge, men alt i alt var han afdæmpet og velopdragen.

I den eksklusive London-bydel Little Venice blev familien installeret med udsigt over Regents Canal. Faderen fik job som taxachauffør, og moderen var hjemmegående. De bliver beskrevet som en tæt familie, hvor begge forældre hver dag mødte op for at hente børnene efter skole.

De kom ofte i moskeen, men bliver ikke beskrevet som udpræget religiøse. Familiens døtre gik for eksempel ikke med slør, skriver avisen Daily Mail.

Den blå bog fra skoletiden fortæller historien om en ganske normal dreng. Yndlingsfarve: Blå. Yndlingsdyr: Abe. Yndlingsmad: Pommes frites. Yndlingsserie: The Simpsons.

Den britiske presse har nu barrikaderet familiens hjem i håb om at finde en forklaring på, hvordan en glad fodbolddreng angiveligt endte som koldblodig drabsmand.

Da han havde afsluttet folkeskolen, skiftede han over til en anden London-skole Quintin Kynaston Community Academy for at gå i gymnasiet. Det var her, at islam begyndte at spille en større rolle i hans liv. Han begyndte at gå klædt i traditionel mellemøstlig klædedragt, og hans søstre begyndte at bære slør.

Han bliver af sine lærere beskrevet som en hårdtarbejdende mønsterelev. Men den opførsel ændrede sig, da han begyndte at studere IT på University of Westminster. Skolen er siden blevet kendt for at have et omfattende radikalt miljø, og det var folk fra det miljø, han allierede sig med. Han begyndte også at komme i andre moskeer, og blandt hans venner var Bilal el-Berjawi – en berygtet islamist, der blev dræbt i et droneangreb i Somalia for tre år siden.

Selv kom manden, der nu er blevet udpeget som Jihadi John, for alvor i politiets søgelys, da han efter sin eksamen rejste til det østafrikanske land Tanzania med en gruppe venner. De sagde, at de var på vej på safari, men de blev nægtet indrejse og fløjet tilbage til Europa, fordi myndighederne frygtede, at gruppen i virkeligheden ønskede at slutte sig til den militante islamistiske bevægelse Al Shabaab i Somalia.

Efter hjemkomsten til London fortalte han om sine oplevelser til interesseorganisation CAGE, der hjælper personer, der bliver anklaget for at være terrorister. Han berettede om, hvordan efterretningsagenter havde aflagt besøg hos hans familie og også hos hans kommende svigerfamilie. Det resulterede i, at hans kommende bryllup blev aflyst og forlovelsen ophævet.

Lederen af CAGE fortæller, at den unge mand de mødte, langt fra mindede om en koldblodig terrorist.

For at komme væk fra efterretningstjenesten, besluttede han sig for at starte et nyt liv. Derfor rejsten han til sit fødeland Kuwait, hvor han fik job hos et IT-firma. Men efter et besøg i Storbritannien fik han forbud mod at flyve retur til oliestaten, og han fortalte CAGE, at han blev udsat for vold og trusler under afhøringen i Heathrow-lufthavnen.

Han var nu nødt til at blive i Storbritannien, hvor han ifølge Daily Mail beskrev det som om han blev ”holdt fanget og styret af agenter, der forhindrer mig i at leve mit nye liv i mit hjemland Kuwait.”

På det tidspunkt var oprøret mod Bashar al-Assad i Syrien begyndt, og ifølge vennerne begyndte M.E. at tale om at rejse til Syrien for at kæmpe.

Han skiftede navn i håb om, at det ville fjerne ham fra de sorte lister, der afholdt ham fra at flyve tilbage til Mellemøsten. Han ville til Saudi-Arabien for at arbejde som engelsklærer, men heller ikke det kunne han få lov til.

Han gjorde et sidste mislykket forsøg på at flyve tilbage til Kuwait. En uge senere forsvandt han fra sine forældres hjem, og efter tre dage meldte de ham savnet. Ifølge familien gik der dog fire måneder, før politiet bankede på døren og fortalte, at de havde oplysninger om, at deres søn nu var IS-kriger i Syrien.

Den 51-årige far forsøgte at overbevise politiet om, at deres søn i virkeligheden hjalp syriske flygtninge i Tyrkiet. Familien nægter fortsat at tro på, at det er deres søn, der gemmer sig bag Jihadi Johns sorte maske.

Efterretningstjenesterne i både Storbritannien og USA siger, at de kender Jihadi Johns sande identitet, men afviser at be- eller afkræfte, om M.E. virkelig er gerningsmanden. Oplysninger stammer fra den amerikanske avis Washington Post, der i måneder har arbejdet på at hive masken af morderen.

Organisationen CAGE siger, at M.E. blev radikaliseret på grund af den behandling, han blev udsat for af efterretningstjenesten. Noget der dog bliver afvist af radikaleringseksperten Shiraz Maher fra King’s College i London

- Jeg syntes, det er lidt for tykt at foreslå, at Jihadi John har besluttet at tage til Syrien og deltage i denne konflikt på grund af nogle møder med efterretningsvæsnet. Som om han kan fratages ethvert ansvar, og som om han ikke er et individ, der er i stand til at træffe selvstændige beslutninger.

Storbritannien er et af de vestlige lande, hvorfra flest er rejst ned for at kæmpe for terrorgruppen Islamisk Stat. 600 menes at være rejst til Syrien.

- Sagen om Jihadi John er ikke usædvanlig på den måde, at han havde en uddannelse og var fra en middelklassefamilie. Det passer på mange af de typer, der rejser fra Storbritannien for at deltage i konflikten. Det adskiller sig fra, hvad man ser i resten af Europa. Her kommer mange af dem typisk var fattige familier og har et lavt uddannelsesniveau, siger Shiraz Maher.

Usædvanlig eller ej: I dag optræder Jihadi John som bøddel for en brutal terrororganisation. Og det har gjort fodbolddrengen fra Little Venice til en af verdens mest eftersøgte mænd.