Udland

Terrorforsker: Islamisk Stat har et stærkt, positivt budskab

- Islamisk Stat (IS) har et besnærende positivt budskab til verdens unge muslimer.  Helt anderledes lokkende og moderne end for eksempel Al Qaeda eller Taliban.

Det siger en af verdens mest fremtrædende eksperter i international terrorisme, den italienskfødte journalist, forfatter, økonom og forsker Loretta Napoleoni.

Hun mener slet ikke, den vestlige verden har forstået, hvor tillokkende tilbuddet fra IS kan være. Og det skyldes ganske enkelt, at den vestlige verden modtager et helt andet budskab fra IS end de unge muslimer gør:

- De er meget, meget farligere end tidligere grupper som Al Qaeda eller Taliban. Al Qaeda var ikke en stat, det var en bevæbnet gruppe. Taliban foregav at være en stat, men var i virkeligheden en form for diktatur i en del af landet. IS fremstiller sig selv som en rigtig stat og beder folk om at komme og hjælpe til med at opbygge en stat.

- Den besked, som Al Qaeda sendte ud, var: ”Kom til Irak og spræng dig selv i luften. Og så får du bagefter et vidunderligt liv med 72 jomfruer”. IS siger: ”Kom og vær en del af dette fantastiske eventyr, bring din familie hertil, lev livet nu”. Det er derfor, de besnærende, siger Loretta Napoleoni i et interview med TV 2.

De vil bygge Utopia

Hun har netop udgivet en ny bog om Islamisk Stat, hvor hun interesserer sig for det positive budskab, som IS også har til omverdenen:

- Det er skabelsen af en stat, som er virkeliggørelsen af det muslimske, politiske Utopia. At gå tilbage til Kalifatet er noget, der er blevet debatteret blandt lærde i måske seks århundreder: ”Vi må tilbage til kalifatets strålende civilisation”. De har ikke andre positive, politiske eksempler. Så det, de gør, er at vise folk – i særlig grad de unge muslimer verden over – at de er i gang med at føre denne utopiske drøm ud i livet. Og de ønsker, at de skal deltage.

- Dette er en stat, der vil give dem alle sammen frigørelse. Århundreder af ydmygelse og kolonisering vil al sammen være glemt, for denne stat vil beskytte dem. Det er det positive budskab.

Kan de opnå det?

- Jeg tror det ikke, men det betyder ikke så meget. Det, der virkeligt betyder noget, er, at folk tror på dette budskab, fordi folk ønsker at tro på det. Folk vil gerne have et håb. IS tilbyder dette håb, og det er virkeligt et forførende budskab.

Du har kaldt IS en moderne organisation. Men tanken om kalifatet er jo nærmest middelalderlig?

- IS er moderne. Ikke bare fordi organisationen bruger moderne teknologi, sociale medier ogiPhones, men også fordi de har godt styr på den internationale uorden, som karakteriserer vores verden. For eksempel Syrien. De besluttede at placere deres hovedkvarter i Syrien, for de de var sikre på, at ingen koalitionsstyrker kunne invadere Syrien, fordi Kina blokerede for det i FN’s Sikkerhedsråd.

Folk har brug for at høre, at der er brug for dem

Hvad er det der er attraktivt?

- Folk som mig har en national identitet. Jeg er italiener. Jeg er født og opvokset i Italien. Jeg er europæer.  Jeg kan se tilbage og vide, hvor jeg hører til. Men det kan disse mennesker ikke. De er udstødte. De tilhører familier, der er immigreret fra lande, hvor de aldrig selv har været. Og her hvor de bor, føler de sig ikke rigtigt integreret. Og så – lige pludseligt – kommer IS og siger ”Vi har brug for dig. Vi er din stat. Du vil blive en del af os”.

Hvad med deres massive brug af vold?

- Det giver mening, fordi volden er rettet mod undertrykkerne. Repræsenteret af Vesten naturligvis - glem ikke koloniseringen og den ydmygelse det var. Men også mod den såkaldte ”nære fjende”, som er den korrupte elite, der styrer Mellemøsten.

- Det arabiske forårs fiasko har bidraget positivt til IS’ succes. Fordi folk som troede på, at tingene kunne ændres gennem en demokratisk omvæltning, nu er vældigt desillusionerede. Det er nemmere nu for IS at lokke nogle af dem ind i deres projekt.

IS skræmmer kun os i Vesten

- Jeg tror ikke, volden er lige så vigtig for de mennesker, der er tæt på radikalisering og ønsker at blive en del af IS, som den er for os. Det er rettet mod os. Det skal skræmme os. IS har et helt andet budskab til muslimer – og det er et positivt budskab

Hvordan giver det eksempelvis mening at bortføre lokale kristne?

- Det er etnisk rensning for at skabe en ren, homogen stat, som naturligvis er lettere at regere. Så skal man ikke forholde sig til multi-etnicitet, som er et problem og især da for en ny stat.

- Denne stat vil være ren sunni , alle vil være radikale salifister og alle vil have den samme etnicitet. Dette er en politik, som de fører ud i livet. Ikke nødvendigvis på grund af religiøs overbevisning, men af rent pragmatiske grunde, fordi det er lettere at regere en stat, hvor alle er lige.

Hvis denne organisation er så moderne og så farlig, så må det – set fra Vesten – være afgørende, at den bliver stoppet?

- Ja, vi må stoppe dem. Men ikke ved at bombe. Dette er en gruppe, der kan føres tilbage til 2003, hvor den blev skabt efter invasionen af Irak. Faren er, at hvis vi bomber nu, så kan vi måske slippe af med dem – men så kommer de tilbage om fem år, endnu stærkere end i dag. Så vi har brug for at finde en løsning, som IKKE handler om militær intervention, men som handler om at inddæmme dem. At bringe denne stat ind i det internationale samfund. Jeg ved godt, det lyder absurd, men der er ikke noget alternativ. Kortet over Mellemøsten har behov for at blive tegnet om, og det skal gøres af kræfter inde fra Mellemøsten, og ikke af os igen.

Vi må nærme os IS diplomatisk

Har vi ikke brug for militære midler for at forhindre dem i at erobre mere land?

- Det tror jeg ikke, vi kan, med mindre vi indsætter landtropper. Altså en massiv, militær intervention i stil med den, som vi foretog i 2003. Jeg tror ikke, det internationale samfund vil gøre det.  Ingen ønsker at se deres fædre eller børn tilbage i den krig igen.

- Det første skridt er at benytte diplomati. Men ikke traditionelt diplomati. Men at forsøge at komme tæt på folk – for eksempel stammeledere – der forstår, hvad IS ønsker.  Hvor stor en stat ønsker IS? Ønsker de at invadere det det sydlige Irak? Det tror jeg ikke. Eller ønsker de at konsolidere sig? Hvad er deres planer? Derfra kan vi starte en anden form for kamp.

Skal vi anerkende IS som en stat?

- Nej, det er helt udelukket for øjeblikket. Men vi har brug for at forstå, hvad IS egentlig vil. Det ved vi ikke. For vi får ikke andet end propaganda-beskeder fra dem. Vi kan ikke basere vores Mellemøsten-politik på videoer, der er lagt ud på Facebook og Youtube. Det vil ikke fungere.

Når vi bomber spiller vi deres spil

Vi kan lide hurtige løsninger. Det her lyder som en løsning på meget lang sigt?

- Ja, der er ikke nogen hurtig løsning. Der er kun en løsning på lang sigt. For det første: I vores egne lande må vi forhindre vores unge mennesker i at blive forført af IS. Og det betyder integration. Grunden til, at de får lyst til at rejse derned, er, at de håber, at de vil have betydning der. At de vil høre til. Men de hører til her. De er europæere. De er født og opvokset her.

- Og for det andet: Så skal der gang i denne ”nye form” for diplomati for at finde ud af, hvad IS egentligt ønsker. Og hvor stærkt IS egentlig er – det ved vi heller ikke. På basis af det må vi finde en måde at inddæmme IS på.

- Ved at bombe spiller vi i virkeligheden deres spil. De ønsker vi skal bombe. Jo flere civile, der dør ved vores bombardementer, jo mere populære bliver de i Mellemøsten, siger Loretta Napoleoni.

Loretta Napoleoni

Loretta Napoleoni er en internationalt anerkendt terrorisme-forsker.

Den italiensk-fødte Napoleoni er økonom, journalist, forfatter og politisk kommentator. Hun har tidligere arbejdet som økonomisk rådgiver for flere regeringer og banker. I dag rådgiver hun flere vestlige regeringer om indsatsen mod terrorisme. I dag bor hun dels i Storbritannien og dels i USA.

Hendes unikke baggrund som både økonom og terrorismeforsker har gjort hende til en ekspert i financieringen af den internationale terrorisme.

Hun har skrevet flere bøger om emnet – bøger, der er oversat til 18 sprog. Hendes seneste bog ”Islamisk Stat” er netop udkommet på dansk.

(”Islamisk Stat” af Loretta Napoleoni, forlaget Tiderne Skifter)

Forstå Islamisk Stat på tre minutter

Er du i tvivl om, hvad og hvem Islamisk Stat er, kan du få det fulde overblik af vores udlandskorrespondent, Rasmus Tantholdt i denne video.