Udland

Medie: Islamisk Stat henretter 21 efter parade

Islamisk Stats flag i vejkanten ved en af vejene indtil byen Kirkuk. Arkivfoto Scanpix

Islamisk Stat har muligvis foretaget en lang række nye henrettelser.

En video, der endnu ikke er blevet verificeret, viser ifølge CNN, hvordan IS kører i parade gennem gaderne i den nordirakiske by Kirkuk med 21 kurdiske fanger til stor begejstring for byens borgere.

Ifølge IS har gruppen publiceret endnu en video på nettet, der tilsyneladende viser halshugningen af de 21 kurdiske Peshmerga-soldater, og ifølge CNN skulle billeder desuden vise, hvordan fangerne kort inden henrettelserne blev interviewet af en mand med en mikrofon, der bærer IS' logo.

Peshmerga-soldaterne har ifølge mediets oplysninger været én af de største og mest markante kampenheder i kampen mod IS.

Mulig hævnaktion?

Oplysningerne kommer næsten en måned efter et andet opgør i oliebyen Kirkuk.

Således stødte Peshmerga-soldaterne og IS-oprørere sammen i en konfrontation 3. februar, hvor en lang række kurdiske soldater blev dræbt. Mindst 17 blev taget til fange af IS.

Umiddelbart efter sammenstødet dukkede der billeder op på de sociale medier af biler med dræbte IS-soldater, der blev slæbt gennem byen.

Ved den lejlighed fordømte den kurdiske statsminister Nechervan Barzani billederne og sagde, at det var "uacceptabelt at kopiere IS' brutalitet".

Formentligt dræbt

Seniorforsker ved International Center for Study of Radikcalization at King's College i London, Shiraz Maher, skrev umiddelbart efter videoen blev lagt på nettet:

- Ny Islamisk Stat video viser Peshmerga-soldater i bure blive kørt rundt i parade i Kirkuk.

Han har set videoen og over for Daily Mail forklarer han, at IS-gidslerne formodentligt er blevet dræbt umiddelbart efter det ni-minutter lange videoklip slutter