Diktator vækker opsigt med ny frisure - og nye øjenbryn

Han er kendt for at kigge på ting - og for at styre sit land med ualmindelig hård hånd.
Men nu ser det ud til, at Nordkoreas diktator Kim Jong-Un har tilføjet endnu et særpræg til sin liste af kendetegn.
For selvom han tilsyneladende ikke føler trang til at ændre på den diktatoriske styreform, som blev indført af hans farfar og videreført af hans far, så har Kim Jong-Un åbenbart alligevel følt, at der skulle ske noget nyt.
Som sagt så gjort. Og nu har fornyelsen fundet sted i form af en ny hipster-frisure med undercut, højt hår og et sæt dertil stærkt trimmede øjenbryn.
Hvad der præcis er årsag til det pludselige stilskift vides - som så meget andet, der foregår i verdens mest lukkede land - ikke. Måske blev diktatoren træt af, at hans undersåtter efterlignede hans hidtidige frisure for at ære "den kære leder".
Andre spekulationer lyder på, at Kim Jong-Un med bittesmå øjenbryn ønsker at ligne sin farfar; Nordkoreas første diktator Kim Il-Sung, skriver den britiske avis The Independent. CNN er helt på linje i den fortolkning. Nyhedsstationen kalder den nye frisure for en 'power frisure' og vurderer ligefrem, at den nye frisure indvarsler en ny og hårdere kurs mod USA.
Hvorom alting er, blev frisure og øjenbryn luftet i onsdags, da Kim Jong-Un deltog i et møde for Nordkoreas politbureau.