Udland

Danmarks ambassadør i Frankrig: Paris deler vores sorg

Der er lagt blomster foran den danske ambassade i Paris til minde om de to ofre for terroraktionen i København. En aktion, der på mange punkter minder om terrorhandlingerne i Paris i sidste måned, hvor i alt 17 personer blev dræbt på det satiriske magasin Charlie Hebdo og et i jødisk supermarked. 

Alligevel er Danmarks ambassadør i Frankrig overrasket over de mange sympatitilkendegivelser fra franskmænd, og over præsident Hollandes besøg på den danske ambassade i aftes. 

- Præsident Hollande var meget nysgerrig, han ville gerne forstå i detaljer, hvad der skete i København, fortæller Danmarks ambassadør i Paris Anne Dorte Riggelsen.

- Efter han havde fået oplysningerne, reflekterede han lidt, og så kom han med denne vending: "Frankrig er blevet angrebet for anden gang." Ikke fordi den franske ambassadør var der (på Krudttønden i København - red.), men fordi Danmark blev angrebet. Der følte jeg virkelig, hvordan der var total identitet mellem Danmark og Frankrig, lyder det fra Anne Dorte Riggelsen.   

Når så mange franskmænd i aftes mødte op foran den danske ambassade i Paris, er det i følge Anne Dorte Riggelsen, fordi de slet ikke er kommet over sorgen over terrorangrebene i Paris på Charlie Hebdo og et jødiske supermarked.

I aften klokken 18 ventes der atter en stor menneskemængde foran den danske ambassade i Paris. Her har det franske socialistparti indkaldt til en demonstration mod terrorhandlingerne i Danmark.