Udland

Våbenhvile i Ukraine er trådt i kraft: Pludselig ophørte bombningerne

Den aftalte våbenhvile mellem de ukrainske regeringsstyrker og de prorussisk separatister er ved midnat lokal tid (kl. 23 dansk tid) trådt i kraft i det østlige Ukraine. Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Den ukrainske præsident Petro Porosjenko har sammen med hærchefen Viktor Muzhenko i en tv-transmiteret erklæring bekræftet, at han fra midnat har givet ordre til våbenhvilen.

- Jeg giver nu ordren til de væbnede ukrainske styrker om at indstille beskydningen klokken 00.00 den 15. februar, sagde Porosjenko, ifølge Reuters.

Et øjenvidne fortæller til nyhedsbureauet, at bombningerne i byen Donetsk pludselig ophørte ved midnat. Samme melding kommer fra TV 2's korrespondent i Donetsk, Benjamin Kürstein:

- Helt op til midnat har vi kunnet høre hårde kampe, eksplosioner både fra indgående og udgående artilleri. Men nu her lige efter midnat, der er kampene stoppet, der er dødstille. Der er ingen mennesker på gaden, der er udgangsforbud, der er helt stille, fortæller Benjamin Kürstein.

Nye kampe helt frem til våbenhvile

Efter maratonforhandlinger natten igennem kunne den tyske kansler Angela Merkel, Frankrigs præsident Francois Hollande, den russiske præsident Vladimir Putin og Ukraines præsident Petro Porosjenko torsdag formiddag præsentere den indgåede våbenhvile.

Aftalen indebærer en 14 dages våbenhvile samt en såkaldt demilitariseret bufferzone imellem parterne.

Siden har det østlige Ukraine daglige været ramt af voldsomme kampe, der især har været centreret omkring byen Debaltseve. Ifølge AP er der det sidste døgns tid strømmet tungt artilleri til området i forsøget på at vinde territorium inden våbenhvilen.

Obama bekymret over situationen

Siden aftalen kom på plads torsdag, har flere civile mistet livet. Samtidig har USA kritiseret Rusland for at sende flere tunge våben ind i Ukraine, mens EU har vedtaget yderligere sanktioner mod Rusland.

Lørdag aften dansk tid var den amerikanske præsident Barack Obama i kontakt med Merkel og Porosjenko, hvor han understregede vigtigheden i at begge parter indstillede kamphandlingerne ved våbenhvilens begyndelse.

Obama skulle, ifølge Det Hvide Hus, have udtrykt sin bekymring over de fortsatte voldsomme kampe i området.

Omkring 5.500 mennesker er dræbt i konflikten i det østlige Ukraine, der har stået på i cirka 10 måneder.