Udland

USA: Disse billeder beviser russisk aktion i Ukraine

USAs ambassadør i Ukraine viser nu billeder, som skal bevise, at Ruslands militær opererer direkte inde på de dele af ukrainsk territorium som er besat af de prorussiske seperatister. Ambassadøren Geoffrey Pyatt bringer billederne på Twitter for at undersøtte en udmelding fra USAs udenrigsministerium i går.

Billederne blev optaget fredag, og de skal tjene som bevis for den udmelding der kom fra USAs udenrigsministerium fredag, hvor talskvinde Jen Psaki sagde, at amerikanerne er sikre på, at russisk militær opererer nær byen Debaltsevo ganske kort tid før våbenhvilen mellem parterne skal træde i kraft i aften.

- Ruslands militær har indsat en stor mængde artilleri og raketkastersystemer rundt om Debaltsevo, hvor de beskyder ukrainske positioner. Vi er sikre på, at dette er russisk militær, og ikke seperatisternes systemer. Ruslands militær har også luftforsvarssystemer nær Debaltsevo. Vi er også sikre på, at dette er russisk militær, ikke seperatistsystemer, sagde Jen Psaki i går.

Billeddokumantationen er vigtig for amerikanerne, fordi billeder som tidligere blev offentliggjort af den amerikanske senator Jim Inhofe, viste sig at have flere år på bagen og stamme fra krigen i Georgien.

Et af de nye billeder viser angiveligt fire stillinger med trukne kanoner og en stilling med selvkørende artilleripjecer nordøst for Debaltsevo.

Et andet billede viser ifølge ambassadøren luftforsvarssystemer.

Og et tredje billede viser sort røg fra - hvad amerikanerne mener er afskydningen af russiske raketter nær Shaktar i Ukraine. Her skriver Geoffrey Pyatt også, at Rusland er klar med en stor mængde forsyninger til oprørerne på grænsen til Ukraine.

Intensiteten og omfanget af kamphandlingerne forud for våbenhvilens ikrafttræden klokken 23.00 (dansk tid) har skabt frygt for, om aftalen overhovedet er levedygtig.

Der kæmpes især ved byen Debaltsevo, der er strategisk vigtig fordi den er et jernbaneknudepunkt . De prorussiske oprørere har omringet de ukrainske styrker inde i byen - og begge parter forsøger at få hold på byen inden våbenhvilen træder i kraft.