Udland

'Jihadi Johns' likvideringsvideoer blev starten på et mareridt

USA gennemførte ifølge Pentagon torsdag aften luftangreb i Syrien mod islamisten Mohammed Emwazi, også kendt som "Jihadi John".  Mohammed Emwazi er kendt som bødlen fra flere af de likvideringsvideoer, som terrororganisationen IS har offentliggjort. Han skulle angiveligt have befundet sig i et køretøj, som var målet for et amerikansk droneangreb. Flere internationale medier, herunder BBC og Sky, oplyser, at "Jihadi John", er blevet dræbt. Det beror på kilder inden for amerikansk militær.   

200 syriske børn likvideret

Lige fra den første af IS' gidselvideoer fra august sidste år, hvor det amerikanske gidsel James Foley får halsen skåret over, har deres videoer skilt sig markant ud fra tidligere gidselvideoer fra muslimske terrorgrupper. IS' mediemaskine ved præcis hvilke strenge, de skal spille på. Således er de vestlige gidsler, der optræder i videoerne, alle iklædt orange dragter. En henvisning til USA's fanger på Guantanamo-basen, som også har orange fangedragter på.

De seks videoer, hvor "Jihadi John" likviderer vestlige gidlser, blev starten på en efterhånden lang række videoer, hvor IS viser den ene mere bestialske aflivelsesmetode efter den anden. De har sat ild til levende fanger i små jernebure, de har sænket bure med fanger ned i bassiner og filmet deres druknedød med undervandskameraer, de har kørt fanger over med kampvogne, de har simultan-likvideret 21 kristene fanger på en strand, de har bundet fanger til søjler fra antikker bygningsværker og sprængt det hele i luften, de har fået børn til at dræbe fanger med nakkeskud og senest har de udsendt en video, hvor man angiveligt ser 200 syriske børn ligge på maven, mens de bliver likvideret med skud.   

Professionelle likviderings-videoer

Der ligger tydeligvis også et manuskript bag mange af de professionelt producerede videoer. De begynder alle med klip fra vestlige nyhedsstationer pakket ind i effekter og nydelig grafik. Herefter toner en sortklædt maskeret mand frem med et knælende gidsel ved sin side. Manden er af FBI blevet identificeret som en britisk statsborger, og britiske medier har døbt ham "Jihadi John". Det amerikanske senat har udlovet en dusør på 10 millioner dollar for oplysninger, der kan føre til hans pågribelse. 

I videoerne vifter "Jihadi John" med en kniv, mens han kommer med krav eller trusler. Man ser så "Jihadi John" føre kniven hen til gidslets hals, og der fades til sort. Videoerne slutter med, at man ser det afskårne hoved ligge på den blodige krop. Videoerne synes nøje instrueret og optaget i HD-kvalitet. Kameraerne er på stativ, og der er tale om to-kameraproduktioner, hvor bødlen ikke er i tvivl om hvilke kamera, han skal kigge i. Videoerne er af en så høj standard, at mange vestlige medier har vist uddrag fra dem i bedste sendetid. TV 2 Nyhederne har dog valgt ikke at vise levende billeder fra disse likvideringsvideoer. Kvalitet af videoerne har også skabt mange konspirationsteorier, hvor der spekuleres i om det er USA, der har produceret videoerne, og at de er optaget i et studie, hvor et ørkenlandskab er lagt ind som falsk baggrund. 

Internationale eksperter vurderer, at IS det seneste år har halshugget over 200 mennesker, de fleste fra Syrien, Irak og Afghanistan. 

Første gang verdenssamfundet bliver opmærksom på IS' brutale måde at likvidere folk på er i juli sidste år, hvor IS lægger video og fotos ud på de sociale medier. Her kan man se mellem 50 og 75 syriske soldater ligge på vejen med deres hoveder skåret af. 

I starten af august vækker det især i Australien stor opsigt, da en australsk statsborger, der var taget til Syrien for at kæmpe med IS, lægger et foto ud på internettet. På billedet ser man hans bare ni år gamle søn holde et afhugget hoved i sin hånd.

Den første video, hvor et vestligt gidsel får halsen skåret over, bliver lagt på internettet den 19. august. Her ser man for første gang bødlen kaldet "Jihadi John" vifte med sin kniv, mens det amerikanske gidsel, freelancejournalisten James Foley, knæler ved hans side. Videoen slutter med, at man ser Foleys afskårne hoved ligge på hans krop og endnu et vestligt gidsel, Steven Sotloft, bliver vist frem med beskeden om, at han bliver det næste offer. 

En uge senere bliver den tilfangetagne libanesiske officer Ali al-Sayyed halshugget. Billedet af den halshuggede officer bliver lagt på Twitter, og det skaber stor debat i Libanon.

Den 2. september bliver endnu en video lagt på internettet af IS. Her ser man atter "Jihadi John", der denne gang skærer halsen over på den amerikansk-israelske journalist Steven Sotloff. Han blev kidnappet i den syriske by Aleppo i 2013.

Den 6. september bliver der lagt meget blodige billeder ud på Twitter. Her ser man den halshuggede libanesiske soldat Abbas Medlej, som havde forsøgt at flygte fra IS.

Ugen efter bliver den britiske nødhjælpsarbejder David Haines likvideret. Videoen, hvor han får halsen skåret over, har titlen "En besked til USA's allierede".

Den 20. september bliver en række landsbyer i Afghanistan angrebet af maskeret mænd, der bærer IS' sorte flag. Mindst 60 huse bliver brændt ned, over 100 indbyggere dræbes. Af dem er de 15 i familie med en lokal politichef. De får alle halsen skåret over.

Den 22. september bliver en video lagt på internettet af terrorgruppe i Algeriet som støtter IS. I videoen truer terroristerne med at dræbe det franske gidsel Hervé Gourdel, hvis ikke den franske regering inden for 24 timer standser sin deltagelse i koalitionens luftangreb på IS. Den 24. september udkommer en ny video med titlen "En blodig meddelelse til den franske regering". Videoen slutter med at Hervé Gourdels afskårne hoved løftes i vejret.

Den 3. oktober lægger IS en ny video på internettet. Den viser den britiske nødhjælpsarbejder Alan Henning blive likvideret. Igen er det "Jihadi John", der skærer halsen over på Alan Henning, som blev taget til fange i december 2013. Videoen slutter med, at endnu et gidsel, Peter Kassig, bliver truet med at få halsen skåret over.

En uge senere bliver en irakisk fotograf halshugget af IS. Ifølge AP har IS også halshugget et ukendt antal syriske journalister i deres bestræbelser på med vold at kontrollerer pressen.

Den 16. november udsender IS en video, hvor "Jihadi John" står ved siden af et afskåret hoved. I modsætning til tidligere videoer ser man ikke "Jihadi John" føre kniven hen til gidslets hals. Det Hvide Hus i Washington kunne efterfølgende konstatere, at der var tale om den amerikanske nødhjælpsarbejder Peter Kassig. I den samme video vises også i blodige detaljer, hvordan 18 syriske soldater får halsen skåret over.

I december kommer der rapporter om, at IS har halshugget over 100 udenlandske soldater, som forsøgte at flygte fra IS' højborg i den syriske by Raqqa.

Den 20. januar udsender IS en video med titlen "En besked til den japanske regering". Denne gang viser "Jihadi John" to japanske gidsler frem. Han truer med at dræbe dem, hvis ikke Japan betaler en løsesum på 100 millioner dollar for hvert gidsel inden 72 timer.

Den japanske regering nægtede at betale og fire dage senere udsender IS en video med et stillbillede af det japanske gidsel Haruna Yukawas afhuggede hoved.

Og den 31. januar kommer en ny video fra IS ud på internettet. Her ser man "Jihadi John" skære halsen over på den japanske journalist Kenji Goto.

Den 3. februar sender IS en lidt anderledes video ud. Den jordanske pilot Muath al-Kasaesbeh er som de vestlige gidsler klædt i den orange fangedragt, men han sidder i et bur og bliver brændt levende.

OVERSIGT: Gidsler dræbt af Islamisk Stat

Foley

Foley

James Foley, 40 år (USA)
Videooptagelsen af den amerikanske journalist James Foleys henrettelse blev offentliggjort 19. august 2014. Han blev taget til fange i det nordlige Syrien i november 2012.

Foto: Polfoto

Sotloff

Sotloff

Steven Sotloff, 31 år (USA)
Sotloff var ligeledes amerikansk journalist. Videooptagelsen af hans henrettelse blev offentliggjort 2. september 2014. Proceduren i videoen er den samme som i optagelsen af James Foley. Sotloff blev bortført i Aleppo i Syrien sidste år.

Foto: Scanpix

Haines

Haines

David Haines, 44 år (Storbritannien)
Videoen af nødhjælpsarbejderen David Haines' henrettelse blev lagt på internettet 13. september 2014. Britiske Haines havde blot været i Syrien i tre dage, da han i 2013 blev kidnappet.

Foto: Privat

Gourdel

Gourdel

Herve Gourdel, 55 år (Frankrig)
Franskmanden Herve Gourdel blev henrettet i Algeriet af gruppen Jund al-Khalifa, som er en militant, algerisk gruppe med tilknytning til IS. Videoen, hvor han bliver halshugget, blev offentliggjort 24. september 2014.

Foto: Scanpix

Henning

Henning

Alan Henning, 47 år (Storbritannien)
Videoen blev offentliggjort den 3. oktober 2014 og viser angiveligt et medlem af IS halshugge den britiske nødhjælpsarbejder Alan Henning. Han blev kidnappet af militante islamister i december 2013, da han leverede nødhjælpsforsyninger i Syrien.

Foto: Scanpix

Kassig

Kassig

Peter Kassig, 26 år (USA)
Videoen af den amerikanske nødhjælpsarbejder Peter Kassigs henrettelse blev offentliggjort den 16. november 2014. Han blev taget som gidsel i Syrien i 2013.

Foto: Scanpix

Yakuwa

Yakuwa

Haruna Yukawa, 42 år (Japan)
Den japanske sikkerhedsrådgiver var rejst til Syrien Syrien i et forsøg på at ”finde sig selv” efter en række voldsomme begivenheder de senere år. Da Yakuwa ankom til byen Aleppo, blev han taget til fanget af IS, som den 24. januar 2014 offentliggjorde en video om hans død.

Foto: Privat

Goto

Goto

Kenji Goto, 47 år (Japan)
Den 31. januar 2015 offentliggjorde IS en video, hvor den japanske journalist Kenji Goto blev halshugget. Goto rejste ind i Syrien den 24. oktober 2014 og blev angiveligt indfanget af IS dagen efter.

Foto: Privat

Forstå Islamisk Stat på tre minutter

Er du i tvivl om, hvad og hvem Islamisk Stat er, kan du få det fulde overblik af vores udlandskorrespondent, Rasmus Tantholdt i denne video.