Udland

Vild boksekamp i det ukrainske parlament

To medlemmer af det ukrainske parlament kom op at slås ude foran parlamentssalen torsdag eftermiddag.

I videoen, i toppen af aritklen, kan du se, hvordan vagter måtte skille de to politikere Yegor Sobolev og Vadim Ivchenko ad.

Yegor Sobolev  og Vadim Ivchenko kommer fra hvert sit parti og årsagen til ”boksekampen” skulle ifølge Reuters være en ny korruptionslov, der blev forhandlet i parlamentet torsdag middag.

Ivchenko tilhører Batkivshchyna partiet, der tidligere har haft magten i Ukraine under den ikoniske leder Yulia Tymoshenko, mens Sobolev kommer fra det relativt unge parti Samopomich, der blev dannet i december 2012.

Begge politikere er blevet suspenderet fra parlamentet i fem dage efter torsdagens slagsmål. 

Det er langt fra første gang, der er slåskamp i det ukrainske parlament.

I løbet af de seneste år, har der været flere episoder og i videoen herunder kan du se, hvordan det så ud, da parlamentet udviklede sig til en stor slagsmålsarena tilbage i februar sidste år.