Udland

Ny FN-resolution skal ramme Islamisk Stat på finanserne

FN's Sikkerhedsråd forsøger at dæmme op for pengestrømmen til Islamisk Stat.

Rådet vedtog torsdag enstemmigt en resolution, der forbyder handel med antikviteter fra Syrien, opfordrer stater til at undlade at betale løsesum for gidsler og truer med sanktioner mod enhver, der køber olie fra Islamisk Stat og en anden yderliggående gruppe, Nusra Front.

Resolutionen er bindende og giver Sikkerhedsrådet mulighed for at indføre økonomiske sanktioner, hvis den overtrædes.

35 lande havde stillet sig bag resolutionsforslaget for at signalere fælles vilje til at gå imod den ekstremistiske gruppe, der kontrollerer dele af Syrien og Irak.