Udland

Har forhandlet om våbenhvile i Ukraine hele natten

Forhandlinger i Minsk om situationen i Ukraine trækker ud. Det oplyser en talsmand med tilknytning til Ukraines præsident på sin faebookprofil natten til torsdag.

- Vi har endnu fem-seks timers arbejde foran os. Mindst. Men vi bør ikke forlade forhandlingerne uden en aftale om en ubetinget våbenhvile. Det er et nervepirrende spil, skriver Valerij Tjalij på Facebook ved 04-tiden lokal tid. Minsk er to timer foran København.

Torsdag morgen klokken 06 siger en diplomatisk kilde dog til Reuters, at regeringslederne fra Rusland, Tyskland, Frankrig og Ukraine tilsyneladende er nået frem til en aftale. Intet er dog blevet officielt bekræftet.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, havde inden forhandlingerne i en erklæring truet med militær undtagelsestilstand, hvis forhandlingerne i Minsk mislykkes.

Ifølge TV 2's korrespondent, der følger våbenhvileforhandlingerne, bliver det netop Petro Poroshenko, der kommer til at give indrømmelser, hvis man skal nå en våbenhvileaftale i  det østlige Ukraine.

- Der bliver forhandlet netop nu. Da statslederne ankom, lignede præsident Poroshenko en mand, der var inviteret til sin egen begravelse. Putin var til gengæld i svært godt humør. Der er ingen tvivl om, hvem der bliver presset i denne situation. Jeg tror ikke russerne føler sig rigtigt pressede i denne situation. Det er Poroshenko, der skal give noget, for det er ham der står svagest, siger Uffe Dreesen i Moskva

Poroshenko deltager i mødet sammen med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Frankrigs præsident, François Hollande. Det samme gør landenes udenrigsministre.

Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, har natten til torsdag besluttet at udsætte sin rundrejse til Brasilien, Peru og Colombia, der var planlagt til at begynde torsdag. Det meddeler udenrigsministeriet i Berlin.

Det formodes, at der forhandles om en våbenhvile og tilbagetrækning af tunge våben fra krigsområdet.

Forhandlinger sat på pause efter beskydning

Mens forhandlingerne i Minsk stod på onsdag, blev kamphandlingerne dog ikke sat på pause i det østlige Ukraine. Ved beskydning af et sygehus i separatisternes højborg Donetsk blev mindst én person dræbt, rapporterer lokale medier.

Endvidere blev otte civile såret, mens sygehuset står i flammer, hedder det videre.

I alt har over 5000 mennesker mistet livet i konflikten i det østlige Ukraine, og USA er begyndt at tale om at opruste Ukraines hær, så den kan forsvare sig bedre.

En melding, der har fået frygten for en stor stedfortræderkrig i Europa til at blusse op.

Angela Merkel har sagt, at det ikke kommer på tale at sende tyske våben til Ukraine. Hun vil til det sidste søge en forhandlingsløsning.