Udland

Bør vi bevæbne Ukraine? - her er fem argumenter for og imod

Bør Vesten - med USA i spidsen - sende våben til Ukraine for at hjælpe landet i krigen mod de prorussiske seperatister?

Det spørgsmål optager såvel USAs præsident Barack Obama som Tysklands kansler Angela Merkel - men de to statsledere har forskellige svar på spørgsmålet.

Angela Merkel er imod at sende våben - mens Barack Obama overvejer at gøre det.

De to statsledere mødtes i dag - men de blev ikke enige om hvad der skal gøres.

- Hvis diplomatiet fejler - har jeg bedt mit hold om at undersøge alle muligheder. Hvilke andre forholdregler kan vi træffe for at ændre hr. Putins planer? - og muligheden for dødelige defensive våben er en af de muligheder der undersøges. Men jeg har ikke truffet en beslutning om det endnu," sagde Barack Obama på et pressemøde lidt efter klokken 18.00 dansk tid - efter at han havde drøftet situationen med den tyske kansler.

Blandt de varmeste fortalere for at sende våben, er den amerikanske senator John McCain, der advarer om, at Ruslands præsident Vladimir Putin skal standses, fordi han ikke ønsker en diplomatisk løsning, men i stedet har til hensigt at dominere Ruslands mindre nabolande.

Separatisterne i Østukraine er allerede bevæbnet med russisk materiel - mens styret i Kiev hverken har modtaget militær støtte fra USA eller nogen lande i Europa.

Den ukrainske hær er Rusland underlegen på alle parametre - og hvis det kommer til åben krig mellem de to lande ligner Rusland en sejrherre.

Russerne har f.eks. cirka syv gange så mange soldater som Ukraine - seks gange så mange jagerfly og over dobbelt så mange kampvogne. Desuden råder Rusland over mere moderne materiel end ukrainerne.

Så hvorfor tøver Europa - med Tyskland i spidsen - med at bevæbne Ukraine? 

To sikkerhedseksperter - Eugene Rumer og Thomas Graham - fra USAs Nationale Sikkerhedsråd har opgjort farerne ved at sende våben i avisen Financial Times.

Her er deres argumenter imod at bevæbne Ukraine:

1. Våbenleverancerne vil ikke være nok til at slå Putins politik i Ukraine ud af kurs - men det vil bringe USA et skridt nærmere en militær konfrontation med Rusland.

2. Det vil være vanskeligt at sikre, at våbnene havner i de rette hænder. Der er flere frivillige militser der kæmper på regeringens side i Østukraine - og USA er ikke interesseret i at bevæbne disse, da de ikke er direkte under styrets kontrol.

3. Hvordan skal USA håndtere det, hvis Ruslands svar på en våbenleverance bliver at optrappe konflikten? - Er USA klar til en militær konfrontation med Rusland?

4. Så længe styret i Moskva er fast besluttet på at kæmpe i Østukraine er konflikten fastfrosset. Dette bør Ukraines ledere i Kiev bringes til at indse.

5. Det vil tage flere år at forsyne Ukraine med våben nok til at råde bod på den dårlige forfatning landets styrker er i. Dermed vil våbenleverancer næppe have nogen stor effekt på kort sigt.

Argumenterne for at bevæbne Ukraine kom i en rapport fra Det Atlantiske Råd tidligere på ugen. Forfatterne er blandt andre USAs tidligere videudenrigsminister  Strobe Talbott, USAs tidligere viceforsvarsminister Michele Flournoy og USAs tidligere ambassadør i Ukraine Steven Pifer.

Her er deres argumenter for at bevæbne Ukraine:

1. USA bør give Ukraine "dødelige defensive våben" for at gøre det bekosteligt for de prorussiske seperatister at iværksætte en ny offensiv.

2. Ved at give våben til Ukraine fremmer man en fredelig politisk løsning, fordi styret i Moskva finder ud af, at prisen for en fortsat konflikt er høj.

3. Hvis USA og NATO ikke støtter Ukraine militært er der risiko for at Ruslands præsident Vladimir Putin vil fortsætte sin offensive politik og iværksætte et militært indgreb i Baltikum, hvor der også er store russiske mindretal.

4. Vestlige våben vil ikke være nok til at Ukraine kan slå et russisk angreb tilbage - men de vil være nok til at påføre Rusland betydelige tab, hvis landet går i direkte krig med Ukraine. Derfor vil det have en afskrækkende virkning på styret Moskva.

5. Våben vil ikke provokere Rusland til at optrappe krisen men i stedet forebygge en yderligere optrapning.