Udland

Mæslinger spreder sig fra Disneyland til toppolitik i USA

Få de seneste nyheder fra 22Skammelsen her

Det startede som et udbrud af mæslinger blandt syv mennesker i Disneyland i Californien.

Den yderst smitsomme og potentielt livsfarlige sygdom har dog hurtigt spredt sig til over 100 personer i forskellige stater i USA.  

Og det gav toppolitikere i det republikanske parti rig mulighed for at jokke godt og grundigt rundt i spinaten.

Vaccine eller ej?

Partiets to kandidatfavoritter til kapløbet om at blive USA's næste præsident har nemlig hver især udtalt til pressen, at de har forståelse for forældre, der ikke lader deres børn vaccinere mod mæslinger.

Og det gjorde senatoren Rand Paul og guvernøren Chris Christie lige midt i et udbrud, der af amerikanske sundhedsmyndigheder kun kan skyldes, at folk lader være med at blive vaccineret.

Læs også: Optimistisk Obama overbeviser amerikanerne

Smittetallet betyder, at årets første måned allerede har budt på flere mæslingediagnoser i USA, end der normalt er på et helt år.

Selv om vaccinerne mod sygdommen er nærmest 100 procent effektive, så har en gruppe vaccinemodstandere i USA nemlig haft held til at overbevise en voksende bevægelse om, at vaccinerne kan medføre psykologiske problemer og autisme hos nogle børn.

Også på trods af, at forskere, institutioner og myndigheder i den grad har manet disse spekulationer i jorden.

Handler om "frihed"

Rand Paul kalder vacciner 'en god ting', men understreger dog, at de skal være frivillige.

Læs også: Rand Paul sluger stemmer som præsidentkandidat

Det er et "spørgsmål om frihed", siger senatoren, der ifølge mange analytikere går med drømme om at blive den næste republikaner i Det Hvide Hus.

I samme interview med mediet CNBC hælder han dog også benzin på vaccinemodstandernes bål ved at sige, at han har hørt om mange tilfælde, hvor helt almindelige, sunde børn "endte med enorme psykiske skader efter vacciner". 

Bedstemødre ved bedst

Mens Christie og Paul har travlt med at træde vande og trække kommentarer tilbage, havde demokraternes formodede præsidentkandidat Hillary Clinton i går held til at vinde befolkningens gunst på de sociale medier.

Læs også: "Ready for Hillary": Her kommer måske USA's første kvindelige præsident

- Videnskaben er tydelig: Jorden er rund, himlen er blå, og #vaccinervirker.  Lad os beskytte alle vores børn. #BedstemødreVedBedst, skrev hun på Twitter i en opdatering, der er blevet retweetet af over 32.000 brugere.

Sideløbende har USA's præsident Barack Obama været meget klar i spyttet om vaccinationerne og debatten i USA:

- Jeg kan forstå, at der er familier, der i nogle tilfælde er bekymrede for, hvilken effekt, vaccinationer har.  Videnskaben er - rent faktisk - ret indiskutabel.  Vi har set på dette område igen og igen.  Der er alle grunde til at blive vaccineret, men der er ikke nogle grunde til at lade være, sagde han i et interview til programmet TODAY på NBC.

De amerikanske myndigheder mener at vide, at en turist var den oprindelige smittekilde i Disneyland i Californien.

Fakta: Mæslinger i USA

- En vaccine blev introduceret i USA i 1963

- Før vaccinen var der på årlig basis 4 millioner tilfælde, 48.000 hospitalsindlæggelser og 500 dødsfald i USA.

- I 2000 erklærede de amerikanske myndigheder, at mæslinger var udryddet i USA, da antallet af smittede lå på så lavt et niveau. 

Kilde: PEDIATRICS