Udland

Lesbisk fotoprotest mod russisk homolovs bagmand

I Rusland kender de fleste til den iltre, rødhårede politiker Vitalij Milonov.

Lokalpolitikeren fra Sankt Petersborg er en af de største modstandere af homoseksualitet og også en af de mest markante arkitekter bag det meget omtalte forbud mod homoseksuel "propaganda" i Rusland.

Og netop derfor vækker det nu opsigt i en række russiske medier, at en lesbisk natklubejer for få dage siden kyssede en anden kvinde foran Milonov i et indenrigsfly fra hovedstaden Moskva til Sankt Petersborg.

 - Hvem er det, der sidder bag os? Milonov! Men vi er skideligeglade! Vi flyver til vores yndlingsnatklub 'Infinity', skriver kvinden Ksenija, som ifølge flere russiske medier ejer den homovenlige natklub 'Infinity' i Ruslands andenstørste by, Sankt Petersborg.

På sin profil på det Facebook-lignende sociale medie VKontakte uddyber hun:

- Vi er alle lykkelige. Det er han sikkert ikke, men vi er ligeglade, skriver hun og tilføjer hashtagget #antihomofobi under billederne.

Til det russiske nyhedsbureau Flashnord kalder Milonov kvinderne på billedet for 'skøre tåber' og 'idioter'.

I sommeren 2013 vedtog den russiske regering en lov, der forbyder at 'propagandere ikke-traditionelle seksuelle forhold' over for børn.  Ved 'ikke-traditionelle seksuelle forhold' menes blandt andet homoseksualitet, og det har mødt kritik fra adskillige fronter.

Flere steder tolkes loven nemlig som en indskrænkning af russiske homoseksuelles rettigheder.  Det er dog ikke decideret forbudt at være homoseksuel i Rusland. 

Den religiøse Milonov er et markant, kontroversielt medlem af præsident Vladimir Putins parti 'Forenet Rusland'. Han har ad flere omgange forklaret, at han vil beskytte børnene i det russiske samfund fra 'syndige' homoseksuelle.