Michelle Obama skaber tørklædesag i Saudi-Arabien

USAs førstekvinde Michelle Obama skaber debat efter sit besøg i Saudi-Arabien.

USAs førstekvinde Michelle Obama skaber debat efter sit besøg i Saudi-Arabien. Præsidentfruen optrådte uden hovedtørklæde, da hun besøgte landet sammen med sin mand - parret var i Saudi-Arabien for at vise afdøde kong Abdullah deres respekt.

Det er usædvanligt, at kvinder i Saudi-Arabien ikke dækker deres hår - og de fleste kvindelige indbyggere i landet bærer niqab og er fuldstændigt tildækkede, når de færdes i det offentlige rum.

Tørklædepåbuddet håndhæves af landets religiøse politi, selv om der ikke er direkte lovgivet omkring det.

Der gøres undtagelser fra de uskrevne tørklæderegler når det gælder kvinder fra fremmede lande - og Michelle Obama - der bar en lang løs kjole som dækkede hendes arme og skuldre - er tilsyneladende en af de kvinder, hvor undtagelsen gælder. Det viser de officielle billeder fra præsidentparrets besøg.'

Billederne viser også, at præsidentfruen kæmpede for at bevare den høflige mine, da de saudi-arabiske topfolk gav hendes mand hånden, men defilerede forbi hende uden at give hånd. Tjek videoen i toppen af artiklen.

Michelle Obamas optræden uden tørklæde får opmærksomhed på de sociale medier - på Twitter fik sagen sit eget arabiske hashtag: #ميشيل_أوباما_سفور (#Michelle_Obama_utilsløret, red) - i skrivende stund er er det brugt 2.500 gange.

Meningerne om Michelle Obamas optræden er delte - nogle synes, at det er mærkeligt, at førstedamen godt kunne tage slør på, da hun var i Indonesien forleden, men ikke når hun besøger det hellige land Saudi-Arabien:

Og da præsidentparret besøgte Pave Benedikt i Vatikanet i 2009, bar Michelle Obama slør og en tækkelig sort kjole - enkelte Twitterbrugere kritiserer hende for, at kjolen under besøget i Saudi-Arabien var blå og ikke sort, som det er skik og brug på de kanter.

Michelle Obama med slør og dækkende kjole under et besøg i Vatikanet i 2009.
Michelle Obama med slør og dækkende kjole under et besøg i Vatikanet i 2009. Foto: Scanpix

Førstedamen møder dog ikke kun kritik - Egyptiske Ahram Online skriver, at Michele Obama ikke bør kritiseres for hårdt, da rejsen til muslimernes hellige land var kort og uplanlagt i forbindelse med kongens død.

Og andre påpeger, at den saudi-arabiske prinsesse Amira al-Taweel er langt mere vovet i sit tøjvalg:

Situationen med den utilslørede Michelle Obama fik også et liv på YouTube. Her dukkede der billeder op fra saudi-arabisk tv, hvor billederne af Michelle Obama var redigeret væk.

Flere medier - blandt andet Bloomberg News - viderebragte historien, men den viser sig at være forkert.

Den forkerte nyhed medførte en skarp reaktion fra Saudi-Arabiens ambassade i USA på Twitter:

Tørklædesagen har ikke medført nogen udtalelser fra det officielle USA.