Sidste udkald til Dommedag

Måske du allerede har set dronebillederne af Donetsk Lufthavn, optaget i sidste uge: Fra luften ser man askegrå, sammenskudte og udbrændte bygninger,

Måske du allerede har set dronebillederne af Donetsk Lufthavn, optaget i sidste uge: Fra luften ser man askegrå, sammenskudte og udbrændte bygninger, der ligner noget, som har været udsat for en naturkatastrofe. Et udbrændt skelet af et passagerfly. En forplads, gennemhullet af granatnedslag. Landingsbroer, der fører ud i ingenting.

Det ligner dommedag, men det er såmænd bare krigens gru i Østukraine, anno januar 2015. (se billeder og video øverst i artiklen)

Sidste gang jeg var på vej til Sergej Prokofiev-lufthavnen i Donetsk var tilbage i maj, dagen efter at Petro Porosjenko var blevet valgt til præsident af et stort flertal af ukrainerne og havde bebudet, at han ville besøge Donetsk, arnestedet for den russisk-støttede opstand i Østukraine. Vi var i gang med at optage et indslag om mennesker, som havde besluttet sig for at forlade Donetsk, hovedbyen i det nedslidte og rustrøde kul- og stålområde Donbass. En stor beslutning, når man har boet hele sit liv i en by, man holder af, og hvor man bor tæt på venner og familiemedlemmer. Det var på et tidspunkt, hvor der ganske vist havde været få, isolerede væbnede sammenstød, men ingen åben konflikt, og hvor der nok var spændinger og trusler i luften og masser af skummelt udseende mænd i byen, men hvor mange stadig håbede og troede på, at der kunne findes en forhandlingsløsning.

Behøver jeg sige, at det føles som meget, meget længe siden?                

Fra morgenstunden havde vi hørt, at oprørerne havde besat lufthavnen. En fotograf-kollega  på stedet holdt os løbende orienteret per sms, og pludselig kom meldingen, ”der bliver skudt herude”. Vi besluttede for at sætte kursen mod ”Donetsk international Airport”, der ligger lige ud for bygrænsen. Da vi kørte ned af den firesporede vej, der fører op til lufthavnsområdet og havde den lokale Metro-filial på venstre hånd, lød der pludselig skudsalver, mange skudsalver, også fra tunge våben, og de var tæt på, og vi havde ingen fornemmelse af, hvorfra der blev skudt. Vores unge tolk Oksana kastede sig ned i bunden af bilen, mens fotograf Peder Jessen forsøgte at filme ud gennem bilvinduerne. Jeg fik afleveret en lille rapport til kameraet, alt imens chauffør Sergej drønede videre ned mod lufthavnsindhegningen, inden han langt om længe kunne foretage en 180-graders vending.

Vi var havnet midt i det, der blev starten på konfliktens hidtil blodigste døgn. Det ukrainske militær havde sat kamphelikoptere, jagerfly og specialstyrker ind. Porosjenko havde besluttet sig for at sætte hårdt mod hårdt efter et par måneder, hvor ubeslutsomhed og inkompetence havde forkludret de ukrainske myndigheders forsøg på at dæmme op for opstanden.

Den håndfaste operation tog oprørerne på sengen, op mod et hundrede blev dræbt i løbet af netop den dag, nogen faldt for deres egne kugler, da de flygtede fra kamppladsen i army-grønne lastvogne og blev forvekslet med fjenden, andre blev dræbt, da de med stor fart og i total panik drønede ind i et vejtræ.

Det lignede dommedag, men det skulle kun blive endnu værre.

I første omgang så fejrede ukrainerne – regeringssiden – aktionen som en sejr. Den første i en række af militære triumfer, der markerede starten på en ny fase i konflikten, hvor Porosjenko og det ukrainske ledelse blev forledt til at tro, at de kunne vinde konflikten på slagmarken. Krigslykken vendte først hen i august, da Putin besluttede at sætte sit militær massivt ind på oprørernes side.

Men lige indtil i torsdags, så var det lykkedes det ukrainske militær at holde stand i det, der var tilbage af Sergej Prokofjev-lufthavnen. Og hvis ellers begrebet dommedag har nogen som helst praktisk betydning, så må det været i de uger og måneder, hvor regeringssoldater og oprørere kæmpede om kontrollen om lufthavnen. Det blev symbolsk kamp, som handlede om meget mere en terminal og en landingsbane. Lige til det sidste vajede det ukrainske flag fra kontroltårnet, og utallige er de YouTube-videoer, der viser de heltemodige forsvarere holde stand mod angriberne. Kampen om lufthavnen er også en del af forklaringen på, hvorfor det ukrainske militær igen og igen har sendt granater ind over beboelsesområderne i Donetsk’ udkant. For mens regeringssoldaterne holdt ud inde i ruinerne af terminalbygningen, så havde oprørerne taget opstilling i de nærliggende boligområder, hvorfra de dirigerede den daglige regn af granater mod lufthavnen.

Kampen om Sergej Prokofjev-lufthavnen fortsatte, også efter at parterne havde aftalt en våbenhvile. Og både regeringssoldater og oprørere benyttede sig af de samme Sovjet-byggede Grad-raketter, som nok kan lægge et stort område øde men er notorisk upræcise, og derfor igen og igen slår også civile ihjel.

Krigslykken vendte som nævnt med den mere eller mindre åbenlyse russiske intervention i august måned. Men kampen om lufthavnen fortsatte, også efter at vinteren havde sat en stopper for de øvrige militære konfrontationer.

Fronten ved lufthavnen var mere eller mindre låst fast. Men op til nytår satte oprørerne et nyt angreb ind. I midten af januar lykkedes det dem at erobre en tredjedel af den nye terminalbygning, hvorefter de fik hejst deres eget flag. Mere og mere minder beretningerne fra Donetsk International Airport om slaget om Stalingrad under 2. Verdenskrig, med oprørere og regeringssoldater kæmpende på hver sin etage af terminalbygningen, med huller i gulvet og trappeskakter som en del af frontlinjen, med rædslen, der flyttede ind i den toldfrie, døden, der tjekkede ind i business-loungen og barbariet, som langsomt tog kontrollen over indtjeknings-hallen.

Den 19. Januar hævdede begge parter at have kontrollen. Samme dag sprængte oprørerne etageadskillelsen i terminalbygningen, så betonstykker regnede ned og dræbte adskillige regeringssoldater. Aktionen blev et vendepunkt, og regeringsstyrkerne blev tvunget til at trække sig tilbage, andre blev taget til fange.

I torsdag var slaget om Sergej Prokofjev-lufthavnen så forbi, da regeringssoldaterne skyndsomt måtte trække sig ud.

Godt et halvt år og adskillige apokalyptiske dage var der gået, siden det hele begyndte. Den dag i maj, da mørke skyer måske nok var trukket op over Donetsk og Donbass-regionen, men ingen havde ventet, at det skulle ende med dommedag nu.