Udland

34 dræbt under voldsomme kampe i Ukraine

Checkpoint nær Donetsk Scanpix

Mindst 13 mennesker er dræbt i den østukrainske by Donetsk, da en raket torsdag morgen slog ned ved et busstoppested få timer efter fredsforhandlinger i Berlin.

Andre steder i det østlige Ukraine er der voldsomme kampe, og foreløbig er mindst 34 civile og soldater dræbt i regionen torsdag, bekræfter oprørerne og de ukrainske myndigheder.

- 12 mennesker blev dræbt i trolleybussen, og endnu en sad i en bil, som passerede tæt ved, fortæller en repræsentant for Donetsks redningstjeneste.

Et tilsvarende antal mennesker er såret.

Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, giver Rusland og de prorussiske styrker skylden for raketangrebet mod stoppestedet i Donetsk.

- Russiske terrorister har igen begået en forfærdelige handling mod menneskeheden, siger han.

- Og ansvaret for dette ligger på Den Russiske Føderation, fastslår Jatsenjuk på den ukrainske regerings hjemmeside.

Der har været meldt om hårde kampe i og uden for Donetsk de seneste dage. Onsdag aften og torsdag fortsatte raketbeskydningen af Donetsks internationale lufthavn, hvor de fleste kampe har været koncentreret. Her blev en bus også ramt, og en person mistede livet.

Der er også hårde kampe i byen Gorlivka, hvor 10 er dræbt, siger en lokal oprørsleder.

En talsmand for den ukrainske hær siger torsdag formiddag, at hæren har besluttet at rømme en del af lufthavnen.

Donetsk er en højborg for de prorussiske oprørere, der ønsker at løsrive det østlige Ukraine.

Ukraine og Vesten beskylder Rusland for at støtte oprørerne med mandskab og militært udstyr.

Sent onsdag udsendte udenrigsministrene fra Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig på et krisemøde i Berlin en fælles opfordring til, at oprørerne og den ukrainske hær indstiller beskydningen og aftaler sikkerhedszoner.

Men det vil næppe i sig selv stoppe kamphandlingerne.