Pegidas leder gĂĄr af efter Hitler-billede
Lederen af Tysklands islamkritiske Pegida-bevægelse siger, at han træder tilbage på grund af et foto, hvor han poserer som Adolf Hitler. Det skriver The Guardian, som også bringer billedet.
- Ja, jeg går af, siger han til tabloidavisen Bild, mens en talskvinde for Pegida bekræfter, at den 41-årige Bachman nedlægger alle sine ledende poster i bevægelsen.
Et foto af Bachmann med Hitler-frisure og -overskæg var i omløb på nettet og tyske avisforsider onsdag.
Bachmann kaldte først billedet en spøg, men ændrede holdning til fotoet efter en byge af kritik mod bevægelsen, som bliver beskyldt for at have ekstremistiske holdninger.
Stor demonstration i Leipzig
Sideløbende demonstrerer Pegida-sympatisører i dag i den østtyske by Leipzig. Tidligere på dagen lød det, at man forventer op mod 100.000 pegida-demonstranter og moddemonstranter i byens gader.
Den antimuslimske bevægelse begyndte i Dresden i det østlige Tyskland i oktober måned. Til at starte med var det en protest mod en plan om at oprette 14 centre i byen til omtrent 2000 asylansøgere.
Pegida står for 'Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes' (Patriotiske Europæere mod Islamiseringen af Vesten, red.)
Bevægelsen blev stiftet af Lutz Bachmann, som tidligere har været dømt for narkobesiddelse og indbrud. Han mener ikke, at Tyskland er et immigrationsland. Også folk fra det eurokritiske parti Alternative für Deutschland, AfD, deltager i Pegida.