Udland

IS truer i ny video med at likvidere to japanere

Terrororganisationen IS har lagt en ny video ud på internettet, hvor de truer med at likvidere to japanske statsborgere. Videoklippet begynder med teksten "En besked til den japanske regering og folk", herefter vises klip fra japanske nyhedsudsendelser med den japanske premierminister Shinzo Abe. Til sidst toner en maskeret mand med en kniv i hånden frem. Han står i et ørkenlandskab flankeret af de to knælende japanske gidsler i orange dragter. 

Videoens ægthed er endnu ikke bekræftet, men opbygningen, klipningen, de grafiske virkemidler, den maskerede mand og hans stemme ligner de foregående videoer, hvor IS både har truet og har likvideret gidsler. 

I modsætning til de tidligere videoer, forlanger IS i denne video løsepenge. I videoen siger den maskerede mand til kameraet, at den japanske premierminister netop har doneret 200 millioner dollar til at bekæmpe IS og derfor kræver IS 100 millioner dollar i løsesum for hvert af de to japanske gidsler. Den japanske regering har fået en tidsfrist på 72 timer til at betale, ellers vil de to gidsler få halsen skåret over.

Den japanske premierminister Shinzo Abe var lørdag i den egyptiske hovedstad Cairo og her meddelte han, at Japan vil donerer 200 millioner dollar, svarende til 1,3 milliarder danske kroner, til de lande der er ramt af IS' krighærgen. Pengene skal gå til genopbygning af infrastruktur og til de lande, der huser de mange flygtninge fra primært Syrien. Men i videoen bliver der sagt, at Japan vil bruge pengene til at dræbe IS’ kvinder og børn og ødelægge muslimers hjem.

Efter videoen blev offentliggjort har Shinzo Abe valgt at afbryde sin rundrejse i Mellemøsten. Inden han steg på flyet hjem til Tokyo holdt han et pressemøde i Jerusalem. 

- Det er en utilgivelig handling, sagde Shinzo Abe, der krævede, at gidslerne omgående bliver løsladt. Han understregede dog, at man ikke vil give efter for gidseltagenes krav.

Det ene af de to gidsler er en japansk freelancejournalist, som i august sidste år tog til Syrien for at dække borgerkrigen. Det sidste man hørte til ham var et 30 sekunders videoklip, som han den 3. oktober sidste år lagde op på sin Twitterkonto. Her står han uden for den syriske by Kobani og kommenterer kampene i Kobani mellem IS og de kurdiske styrker, der forsvarer byen.

Det andet gidsel har sit eget sikkerhedsfirma, og han rejste sammen med Free Syria Army i det nordlige Syrien, da han i august blev taget til fange af IS.