Udland

Henrettet i nat med udskældt kemikaliesprøjte: - Min krop er i brand

Den dødsdødsdømte amerikanske fange Charles Warner blev henrettet torsdag aften. Polfoto. Ukendt

Staten Oklahoma i USA har for første gang i ni måneder henrettet en fange fra dødsgangen. Charles Frederick Warner, som blev dømt til døden for et drab på en baby i 1997, fik natten til fredag sprøjtet en omdiskuteret kemikalieblanding ind i kroppen og døde 18 minutter senere, skriver Huffington Post.

Henrettelse af dødsdømte fanger var ellers sat midlertidigt på pause på grund af en kraftigt kritiseret episode i april sidste år, hvor en anden fange lå og vred sig på briksen og først døde af et hjerteanfald mere end en halv time efter den første injektion. Det skete efter, at der var blevet brugt en ny kemikalieblanding, som aldrig var blevet brugt før, men som var et alternativ til de medikamenter, der normalt blev brugt, fordi lægemiddelproducenter (herunder danske Lundbeck, red.) ikke længere ville levere til formålet.

Det havde blandt andet fået Charles Frederick Warners advokater til at appellere til højesteretten om at droppe midlet med argumentet om, at det anvendte bedøvelsesmiddel, midazolam, ikke har den tiltænkte effekt og ikke bedøver fangerne ordentligt, hvorfor de lider.

- Det føles som om, at en hest sidder på brystet, og det vil give en følelse af kvælning og panik. Og det stof, der skal forårsage hjertestoppet vil føles som flydende ild, der løber gennem årerne, udtalte advokaten Dale Baich således forud for henrettelsen.

Advokaterne kunne dog ikke forhindre henrettelsen. Til gengæld valgte staten Oklahoma at øge mængden af midazolam, så blandingen stemte helt overens med den blanding, som der er blevet brugt i 11 succesfulde henrettelser i Florida.

Skal man tage fangens ord for gode vare, så betød det dog ikke, at han ikke led. Efter det første lægemiddel var blevet sprøjtet ind i hans krop torsdag, udbrød Charles Warner således: "Min krop er i brand."

Han viste dog ingen tydelige fysiske tegn på lidelser som i fortilfældet i april, lød meldingen fra tilstedeværende vidner ifølge Huffington Post. Han fik nogle kramper cirka tre minutter efter den dødelige indsprøjtning, som varede omkring syv minutter, før han holdt op med at trække vejret.