USA beklager tynd tilstedeværelse i Paris

- Det er rimeligt at sige, at vi burde have sendt en større profil afsted, sagde pressesekretær Josh Earnest fra Det Hvide Hus i dag til journalister i Washington.
Han taler om søndagens fredsmarch i Paris, hvor lige over 40 verdensledere deltog for at lægge afstand til terrorangrebene mod den satiriske ugeavis Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i det østlige Paris.
Det kaldes nu en 'sjælden indrømmelse' i de amerikanske medier, der i den grad har undret sig over, hvorfor præsident Barack Obama eller en anden højtstående repræsentant for Det Hvide Hus ikke var til stede i Paris' gader.
Under andre omstændigheder
Havde omstændighederne været anderledes, ville præsidenten have foretrukket at være i Paris, fortsatte Earnest ifølge ABC News.
I stedet blev USA repræsenteret af den amerikanske ambassadør i Paris, Jane Hartley.
Fredsmarchen fandt sted få dage efter terrorangrebene, der kostede 17 mennesker livet. Blandt de deltagende var Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt, den tyske forbundskansler Angela Merkel og naturligvis den franske præsident Francois Hollande.
Den amerikanske justitsminister Eric Holder var i Paris, men deltog ikke i marchen
Møder kritik fra republikanere
Obama-administrationen er - ikke overraskende - blevet kritiseret af republikanske politikere:
- Fraværet er symbolsk for manglen på amerikansk lederskab på verdensplan - og det er farligt. Angrebet mod Paris - lige som tidligere angreb på Israel og andre allierede - er et angreb på vores fælles værdier, skriver den republikanske senator Ted Cruz i en kronik i nyhedsmagasinet Time.
Her argumenterer han personligt for, at Obama burde have været til stede.
Kerry besøger frankrig på torsdag
Den amerikanske udenrigsminister John Kerry svarede også på kritikken tidligere mandag.
Han er i Indien, men regner med at besøge Frankrig på torsdag. Tidligere i dag kaldte han kritikken 'spidsfindig' og forsøgte at tale sig uden om den ved at konstatere, at USA var repræsenteret af ambassadøren:
- Men det er derfor, jeg tager dertil på vej hjem. For at gøre det krystalklart, hvor lidenskabeligt vi føler for de begivenheder, der har fundet sted der, sagde han.
Omfattende sikkerhed
Det Hvide Hus forsvarer sig blandt andet med, at sikkerhedsforanstaltningerne er massive, når præsidenten skal deltage i sådanne begivenheder.
Blandt andet må han ikke befinde sig på offentlige steder, hvis der ikke er foretaget en udførlig gennemgang af sikkerheden.
Earnest uddyber over for det politiske magasin POLITICO, at det ikke var præsidenten selv, der træf beslutningen om at blive væk fra Paris. Beslutningen nåede aldrig til præsidentens bord, siger Earnest, ifølge et tweet fra journalisten Edward-Isaac Dovere: