Udland

Terroristens enke: - Jeg fordømmer min mands handlinger

Mens kæresten til en af terroristerne i sidste uges tragedie i Paris, den 26-årige Hayat Boumeddiene, fortsat er eftersøgt for mistanke om medvirken til terror, så tager den ene af Kouachi-brødrenes kone skarpt afstand til sin nu afdøde mand. Det skriver Sky News.

Det er hustruen til Cherif Kouachi, der sammen med sin bror angreb satirebladet Charlie Hebdo i Paris, som nu fordømmer hans handlinger og giver udtryk for sin medfølelse til ofrenes pårørende.

Ifølge den unge kvindes advokat er hendes reaktion på skyderierne "den samme som hele nationens". At hun er dybt bedrøvet over angrebet.

Kvinden, Izzana Hamyd, blev tilbageholdt i 72 timer af politiets efterforskere i forbindelse med terrorangrebet, men er nu blevet løsladt igen.

I en offentlig tale søndag sagde advokaten Christian Saint-Palais, at hans klient har forklaret, hun på intet tidspunkt havde nogen anelse om, at Cherif Kouachi og hans bror Said havde planer om at udføre en massakre på det satiriske magasin.

Efter at have dræbt 12 mennesker - herunder to politimænd – var Kouachi-brødrene på flugt i 48 timer, inden de blev sporet på et trykkerilager nordøst for Paris. Det endte med, at de blev dræbt efter at have åbnet ild mod politiet.  

Også moderen og søstrene til den tredje terrorist, Amedy Coulibaly, er kommet med en erklæring.

- Vi deler absolut ikke disse ekstreme ideer. Vi håber ikke, der vil blive nogen sammenkobling mellem disse modbydelige handlinger og religionen islam, siger de.